Kopiering af SIM-kort
SIM-kort til GSM-telefoner kan i visse situationer kopieres. Selv om risikoen for misbrug ikke er stor, er der ting, du kan gøre for at beskytte dit SIM-kort.
Man kan i dag købe udstyr, som i visse situationer gør det muligt at kopiere et SIM-kort til en GSM-mobiltelefon. Producenten af udstyret oplyser, at formålet med udstyret er, at en GSM-bruger kan samle flere af sine SIM-kort på ét SIM-kort, således at det vil være muligt for brugeren at skifte mellem forskellige mobiludbydere uden at skulle udskifte SIM-kortet i mobiltelefonen.
Det er i sig selv meget praktisk, eftersom det som bekendt kan være ret besværligt at skifte SIM-kortet i de fleste mobiltelefoner.
Desværre kan udstyret også benyttes af en anden person til at lave kopier af dit SIM-kort og dermed foretage telefonopkald på din regning eller aflytte dine samtaler.
Sådan beskytter du dit SIM-kort
Det er imidlertid meget enkelt for dig at opnå en fuldstændig beskyttelse imod en uautoriseret kopiering af dit SIM-kort. Du skal blot aktivere den 4-cifrede pin-spærring på din mobiltelefon. Pin-spærringen kaldes også for pinkode af nogle af mobiltelefonproducenterne. Du kan læse nærmere i vejledningen til din mobiltelefon, hvorledes du aktiverer pin-spærringen.
Når du aktiverer pin-spærringen på din mobiltelefon, er det faktisk dit SIM-kort, som du spærrer. Når dit SIM-kort er blevet spærret - ved at du har aktiveret pin-spærringen på din mobiltelefon - så kan dit SIM-kort ikke kopieres af uautoriserede personer. Det er meget enkelt og effektivt.
Og lige et andet godt råd. Når du modtager et nyt SIM-kort fra et teleselskab, så har selskabet som regel valgt en standard 4-cifret pinkode for alle SIM-kort - typisk 1-2-3-4. Det er derfor en god idé at vælge en ny 4-cifret pinkode til din pin-spærring. Du kan læse nærmere i brugervejledningen til din mobiltelefon, hvordan du kan ændre den 4-cifrede pinkode.
Kopiering af dit SIM-kort forudsætter, at den, der vil lave kopien, har fysisk adgang til dit kort. Altså at denne person har dit SIM-kort i sin besiddelse. Det er derfor også en rigtigt god idé, at du altid passer på dit SIM-kort. Pas på dit SIM-kort som var det et Dankort, og giv det aldrig til fremmede.
Ringe risiko
Det er i øvrigt langt fra givet, at et bestemt SIM-kort i det hele taget kan kopieres. Udstyret kan nemlig kun kopiere SIM-kort, der benytter den oprindelige GSM-sikkerhedsalgoritme. Det er også muligt at indbygge særlige spærremekanismer i et SIM-kort, således at man ikke kan kopiere kortet - ganske uafhængig af, hvilken sikkerhedsalgoritme der benyttes på SIM-kortet.
Hvis det alligevel er lykkedes for en eller anden person at få lavet en kopi af dit SIM-kort - fordi du har glemt at aktivere pin-spærringen og ikke har passet på SIM-kortet - så er det alligevel ikke særlig sandsynligt, at kopikortet kan benyttes uden, at det vil udløse nogle alarmer hos dit mobilselskab. Et kopikort vil uundgåeligt afsløre sig selv over for mobilselskabets anti-svindel-systemer. Så risikoen for et omfattende regningsmisbrug er ringe.
Samlet kan man konkludere, at det nævnte udstyr ikke har ændret noget ved GSM's sikkerhed. Så længe du som bruger passer på dit SIM-kort og altid benytter pin-spærring, så er sikkerheden uændret.




English