Spam
Spam er uønskede reklamer, som ankommer via e-mail. Det er typisk ikke et sikkerhedsproblem - bare temmelig irriterende for de fleste. Læs, hvordan du slipper uden om dem.
Spam skyldes typisk ikke et sikkerhedsproblem, da spam-afsenderne har fået fat i din e-mailadresse på offentlig tilgængelige steder.
Mails, der indeholder virus og orme, eller som forsøger at narre penge fra dig, regnes ikke for spam.
1. Lad være med at åbne spam-mails – slet dem med det samme
Undgå at åbne spam-mails og at bruge ”indholdsrude”-funktionen (preview). Spam-mails indeholder typisk et grafikelement, der skal hentes fra en server. På denne måde kan spam-afsendere se, om en mail bliver åbnet, og derfor om en e-mail-konto er aktiv.
Hvis du kan se, at en mail er spam, kan du med fordel bare slette den permanent uden at åbne den. ”Indholdsrude”-funktionen i Outlook bør derfor også slås fra, idet den automatisk åbner e-mailen.
2. Lad være med at besvare spam-mails
Spam-afsendere er ofte ude efter at få bevist, at den e-mailadresse, de sender til, faktisk eksisterer. Derfor bør du:
- Undgå at benytte ”afbestil”/”unsubscribe”-funktionen i de e-mails du modtager, medmindre du er sikker på, at den kommer fra en seriøs afsender.
- Undgå at besvare de e-mails, som er spam.
- Undgå at sende spam-mails videre til venner og bekendte uanset indhold.
- Undgå at købe det, som spam-mails vil have dig til, da du hermed er med til at understøtte udbredelsen af spam-mails.
3. Brug et spamfilter
Mange internetudbydere tilbyder et filter, der kan sortere spam fra, inden det havner i din postkasse. Desuden findes der forskellige antispam-programmer på markedet. Der findes både gratis produkter og betalingsprodukter.
Med spamfiltre skal man dog være opmærksom på, at der er en risiko for, at filtrene sorterer for meget eller for lidt. Derfor bør du også checke, om filteret er opsat rigtigt, og en gang i mellem se efter, om der er blevet filtreret en vigtig mail fra.
4. Supplér din faste e-mailadresse med en let udskiftelig e-mailadresse
Det er en god ide at have én e-mailpostadresse til al den personlige korrespondance og én til brug i nyhedsgrupper, chat-rum, konkurrencer m.v. Spammere indsamler ofte adresser gennem konkurrencer. Ved at have flere e-mail-adresser kan du nemmere skifte din ene e-mailadresse til en ny, efterhånden som spam-mængden stiger.
5. Læs hjemmesidens persondatapolitik, inden du afgiver din egen eller andres e-mail-adresser til en hjemmeside
Hvis du f.eks. vil oprettes som bruger på en hjemmeside eller vil deltage i konkurrencer, skal du tit afgive din e-mailadresse til virksomheden bag hjemmesiden. Hvis du afgiver din e-mail på en sådan hjemmeside, accepterer du måske uden at vide det fremover reklamer. Eller du accepterer måske oven i købet, at virksomheden/personen bag hjemmesiden må sælge e-mailadressen videre til andre. Læs derfor persondatapolitikken på hjemmesiden først. Hvis der slet ikke er en sådan politik, så lad være med at afgive e-mailadressen.
6. Når du selv lægger din egen eller andres e-mail-adresser på en hjemmeside, kan du gøre den ulæselig for spamafsendere
I nogle tilfælde vil du måske gerne offentliggøre din e-mailadresse på din hjemmeside eller i diskussionsgrupper. Du kan maskere din e-mailadresse sådanne steder, så de programmer, der automatisk indsamler e-mailadresser fra hjemmesider mv., får sværere ved at identificere den som en e-mail-adresse og dermed udnytte den til at sende spam.
Eksempel: jens.jen2@fiktivtdomæne.dk bliver til jens-punktum-jen2-snabela-fiktivtdomæne-punktum-dk eller jens.jen2@SLETDETTEfiktivtdomæne.dk.
7. Du kan opdatere og sikre din computer i kampen mod spam
Det er et kendt fænomen, at spamafsendere kan tage kontrol over almindelige menneskers computere og bruge dem til at afsende spam. Dette kan du undgå ved at sikre din computer.
Sikringen kan bl.a. foretages ved hjælp af en firewall, antivirusprogram samt ikke mindst ved at opdatere computerens software.
8. Klag over spam
Du kan indberette den spam, du modtager, til Forbrugerombudsmanden. Er spam-mailen dansk, skal den sendes til adressen dansk@spamklage.dk. Er den udenlandsk, kan du indberette den på int@spamklage.dk.
Du kan finde en vejledning til klageprocessen på http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nettjek/Spam--hvad-er-det/klagevejledning



English