3. Afgiv ikke personlige oplysninger
Det kan ende dårligt, hvis børnene giver en fremmed sit navn, adresse, telefonnummer, email eller et foto. Det er derfor vigtigt, at de lærer ikke at give personlige oplysninger væk uden at tale med en voksen.
Hvorfor:
”Jeg har gjort noget dumt. Jeg er 15 år og har chattet med en ældre mand i et stykke tid. Og så gav jeg ham mit mobilnummer og aftalte at mødes med ham. Selvfølgelig ville jeg aldrig komme til mødet, men han bliver ved med at ringe til mig. Hver gang han ringer, siger jeg, at Sarah ikke er hjemme... Jeg er bange for, om han kan finde ud af, hvor jeg bor?”
”En fyr på chatten spurgte efter min adresse, for så ville han sende mig noget med posten. Han viste sig at være rigtig klam, og jeg er bare så glad for, at jeg ikke hoppede på den.”
Vigtigt at tænke sig om
Sørg for at børnene lærer ikke at afgive for mange personlige oplysninger. Det enkelte barn kan bruge et chatnavn i stedet for sit rigtige navn. Det er vigtigt, at chatnavnet ikke giver forkerte associationer. I chatten bliver man tit spurgt om alder, køn og adresse. Barnet skal ikke fortælle, hvor han/hun bor.
I chatten kan børnene også blive spurgt, om de vil sende billeder af sig selv. De skal aldrig lade sig presse til at sende nøgenbilleder e.l. af dem selv. Man kan aldrig vide, hvor billederne ender. Billederne kan f.eks. blive lagt ud på nettet eller blive brugt som afpresning.
Hvad er personlige oplysninger?
- navn og adresse
- telefon- og mobilnummer
- emailadresse
- navnet på skole og klasse
- billeder af sig selv
- adressen på sin hjemmeside, hvis den indeholder nogle af disse oplysninger.



English