2. Mød aldrig en chatven alene
Det er vigtigt, at børnene føler, at de kan fortælle dig eller andre voksne om bekendtskaber på nettet. Så er der større sandsynlighed for, at børnene inddrager en voksen i overvejelser om at mødes med en chatven e.l.
Hvorfor?
Trine kom i kontakt med Thomas via et chatrum for 12-15 årige. De begyndte hurtigt at skrive emails sammen og chattede f.eks. om, hvad de syntes om andre mennesker. Trine skrev til Thomas, at hun var 14 år, men da hun spurgte ham, skrev han tilbage, at hans alder var ligegyldig. Han gav hende sit telefonnummer, og hun ringede til ham. Derefter ringede de en del sammen. I starten talte de om, hvad de havde oplevet i løbet af dagen, senere blev det mere intimt. De snakkede om, at Trine havde problemer derhjemme og havde det svært med sin mor. Og så snakkede de om sex.
Thomas foreslog, at de skulle mødes. De aftalte at have bestemt tøj på, så de kunne genkende hinanden. Allerede første gang de mødtes, var de sammen seksuelt. Trine syntes, det føltes forkert, men følte sig presset til det, selvom hun ikke blev truet.
Herefter sås de igen. Hun havde problemer derhjemme og havde det ikke godt. Kort tid efter tog Trine hjem til Thomas og blev der et par dage. De var sammen seksuelt flere gange. Hun ville gerne hjem, men følte sig fanget. Hun følte, at Thomas var i stand til at styre hende og nærmest gøre hende til slave. Også selvom han ikke direkte tvang hende til at blive.
Det endte med, at Thomas blev meldt til politiet. Han fik 1 års fængsel for seksuelt overgreb og for at have 1000 børnepornografiske billeder på sin computer.
Trine og Thomas er ikke personernes rigtige navne.
Fremmed eller ven?
Hvis et barn eller teenager har chattet med en person i lang tid, opfatter barnet nok ikke personen som ”fremmed”. Nogle gange fortæller man nogle meget personlige ting til en person i chatten, og barnet føler måske, at personen ligefrem er en god ven.
Der er mange eksempler på, at det kan være rart og sjovt at mødes med en chatven i virkeligheden. Men der er desværre også mange eksempler på børn, der er blevet lokket til møder - og som har været udsat for overgreb, da de mødtes med folk fra nettet. Derfor er det vigtigt, at børnene kan tale med dig om, hvad de oplever og eventuelle tanker omkring sin chatven og det at mødes med sin chatven. I kan tale om, hvilke følelser barnet har, hvem chatvennen er, og du kan gå med til mødet.
Hvad er en pædofil?
- Det er en voksen, der interessserer sig for børns kroppe
- Personen lader ofte, som om han er din ven
- Personen ligner ikke en forbryder
- De fleste er mænd
- De kan godt have familie og børn selv.



English