Sikker chat med vennerne
De sociale netværkstjenester, der henvender sig til børn og unge, har mange værktøjer, der skal sikre brugernes sikkerhed. Det er de også nødt til, hvis de vil undgå negativ omtale.
I en undersøgelse af sociale online netværk i 13-17-åriges hverdag, som Megafon har foretaget for IT- og Telestyrelsen (2008), konstateres det, at hovedparten af de piger, som bruger sociale netværkstjenester, har oplevet at blive kontaktet med mere eller mindre konkrete forslag om nærmere kontakt fra relativt ældre mænd, som de ikke ønskede at kommunikere med.
Problemet opstår på åbne netværk som fx Arto, hvor alle umiddelbart kan kommunikere med hinanden. Her støder brugerne jævnligt på profiler, som de mener, er falske. Det kan fx være en mand i trediverne, der i sin profil har angivet sin alder som 15 år og brugt et portræt, han har fundet på internettet.
Og i åbne netværk, hvor man kan købe virtuelle værdigenstande, har flere oplevet at blive snydt eller blive frastjålet værdier.
Så hvis danske sociale netværkstjenester for børn som Arto og goSupermodel skal vække tillid, må de forholde sig aktivt til sikkerheden. Og det gør de så.
Chatmærket
Både Arto og goSupermodel har fået Foreningen af Danske Internetmediers Chatmærke for procedurer og løsninger, som beskytter brugerne mod kriminelle handlinger og krænkelser, herunder særligt seksuelle krænkelser.
Begge tjenester bruger en kombination af automatisk og manuel overvågning. Alt, hvad der bliver skrevet på både Arto og goSupermodel, bliver gemt og udleveret til politiet mod en dommerkendelse. De har begge ordfiltre, som fanger bestemte ord og sætninger og fremhæver de personer, der bruger ordene, i kontrolsystemet.
GoSupermodel, hvis brugere generelt er yngre end de, der bruger Arto, har desuden automatisk fjernelse af åbenlyse henvisninger til telefonnumre, email-adresser og kodeord.
Arto tilbyder til gengæld en identitets-garanti, som brugerne kan gøre brug af ved at indsende sit cpr-nummer til kontrol, et billede af sig selv sammen med en seddel, hvorpå vedkommendes brugernavn står, og en vennegaranti, hvor mindst tre venner fra ens fysiske omgangskreds har sagt god for, at man er den, som man udgiver sig for.
1.000.000 billeder om måneden
Brugernes billeder på både Arto og goSupermodel bliver gennemset manuelt, før de bliver tilgængelige. Artos medarbejdere tjekker på den måde hver måned over en million billeder.
Hvis en bruger føler sig generet af en anden bruger, kan hun på både Arto og goSupermodel gøre brug af muligheden for at blokere en bruger, så vedkommende ikke kan skrive til hende. Og så kan hun med et klik anmelde den, der ikke overholder reglerne, så administratorerne kan træffe de nødvendige foranstaltninger.
Derudover er der også på begge tjenester folk, som overvåger chatrum og profiler og skrider ind, hvis der sker overtrædelse af reglerne.
Opdragelse
Alligevel sker det, at brugere bliver krænket eller snydt.
Det er fx nybegyndere, som bliver lokket til at oplyse det personlige kodeord og derefter frastjålet sine virtuelle værdier. Eller det er fakere, som endnu ikke er afsløret, der overskrider grænserne i chatten.
Derfor afhænger sikkerheden på de sociale netværkssites i sidste ende af brugernes viden og ageren. Og derfor er oplysning af både brugerne og deres forældre om hensigtsmæssig adfærd på nettet et meget vigtigt punkt i sikkerhedsforanstaltningerne hos både Arto og goSupermodel.
Det handler blandt andet om at lære børnene, at reglerne for god opførsel er de samme på nettet, som i skolegården, at de ikke skal udlevere kodeord og kontaktoplysninger, og at de ikke mødes alene med nogen, de ikke kender. Det handler også om at få børnene til at tænke over, hvilke signaler de sender, at få dem til at tjekke dem, de chatter med, og anmelde brugere, som generer.
Når de har lært alt det og med begejstring kaster sig ud i brugen af de sociale netværkstjenester, bliver børnene hurtigt befarne netbrugere, som ikke er nemme at løbe om hjørner med. Og de får en vigtig netdimension på deres sociale relationer.




English