Om filtre, og hvad de kan
Skal man som forældre styre børns mediebrug gennem filtre og kontrol? Eller skal man lade dem færdes frit på nettet og lade dem selv gøre sig sine erfaringer? Læs mere om filtre, og hvad de egentlig kan.
Et filter er et softwareprogram, som al internettrafik dirigeres igennem. Det kan for eksempel frasortere hjemmesider med vold og porno.
Der er to typer filterløsninger: Der er filtre, som kontrollerer tilgangen til jeres computer, og der er filtre, der kontrollerer adfærd på nettet. Det er vigtigt at sætte sig ind i, hvordan de forskellige filterprogrammer virker, og hvordan de blokerer indhold. Filterprogrammerne blokerer nemlig forskellige ting.
Filtre, der kontrollerer tilgang
Filterløsninger, der kontrollerer tilgangen til og fra jeres computer, kan have funktioner, der:
- frasorterer spam-mails
- beskytter computeren mod spyware og hackere.
Filtre, der kontrollerer adfærd
Filterløsninger, der kontrollerer adfærd på nettet, kan have funktioner, der:
- frasorterer uønsket indhold som hjemmesider med porno, vold, opskrifter på bomber osv.
- gør det muligt at udarbejde en ”ja” og ”nej” liste over henholdsvis hjemmesider, man skal have adgang til, og en liste over de sider, man ikke skal have adgang til.
Mange softwarepakker kombinerer mere end en funktion. Fx kan man med nogle pakker sikre sig både mod spam og forskelligt uønsket indhold.
Spørg internetudbyderen
Jeres internetudbyder kan sikkert tilbyde jer forskellige løsninger. Gå ind på internetudbyderens hjemmeside og søg på ordene ”filter” eller ”sikkerhed”.



English