Registrering af handlende på internettet
Når du køber ind via nettet, er du nødt til at oplyse navn, adresse osv. Men hvor meget må virksomheden registrere, og hvad må oplysningerne bruges til?
Når du som forbruger køber varer på internettet af private virksomheder, vil virksomheden ofte få en række oplysninger om dig (køn, navn, adresse, telefonnummer mv.). Disse oplysninger betragtes ikke som personfølsomme, og virksomheden må som udgangspunkt registrere og bearbejde oplysningerne, hvis den har en berettiget interesse heri.
Kunderegistre og lign.
Virksomheden må også registrere oplysninger, hvis det er nødvendigt for at kunne opfylde en aftale, som du som handlende er part i. Fx kan det være nødvendigt at registrere oplysninger, der fremgår af ordrer og fakturaer. Det vil fx også være tilladt at føre et sædvanligt kunderegister.
Du har ret til at få oplyst, hvilke oplysninger virksomheden registrerer, og hvordan de behandles.
Personfølsomme oplysninger
Anderledes forholder det sig med, hvad der betegnes som personfølsomme oplysninger, dvs. oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om seksuelle forhold eller andre oplysninger, der må betragtes som private, fx om strafbare forhold eller sociale problemer. Disse oplysninger må virksomheder ikke behandle, medmindre du har givet udtrykkeligt samtykke, og der i øvrigt er en god grund til, at den pågældende virksomhed skal anvende og behandle oplysningerne.
Cpr-nummer
Der gælder særlige regler om private virksomheders behandling af personnummeret. Virksomheder m.v. må som hovedregel kun behandle dit personnummer, når det følger af en lov, eller hvis du har givet udtrykkeligt samtykke hertil, og det tjener saglige formål. Det følger fx af skattelovgivningen, at en virksomhed, der skal foretage indberetning til skattemyndighederne af renter, skal oplyse dit personnummer.
Virksomheden må normalt kun videregive dit personnummer, hvis det følger af en lov, hvis du har givet udtrykkeligt samtykke, eller hvis en offentlig myndighed kræver det, fx af regnskabsmæssige grunde.
Videresalg af oplysninger til brug for markedsføring
Persondataloven kan bruges, når der er tale om den situation, at en virksomhed giver eller sælger oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed til brug for dennes markedsføring. Det kan for eksempel være en bilforhandler, som giver oplysninger om sine kunder til et forsikringsselskab, som så bruger oplysningerne til at tilbyde bilforsikringer til nye bilejere. Loven kan også bruges, hvis en virksomhed anvender oplysninger om sine egne kunder til at markedsføre en anden virksomheds produkter, men uden at oplysningerne gives videre til den anden virksomhed.
Bilforhandleren må i vores tænkte eksempel gerne uden kundens tilladelse videregive ”generelle kundeoplysninger”, dvs. oplysninger om navn, køn, bopæl, stilling samt almindelige interesser, som at man fx er bilejer.
"Ingen reklame, tak"
Som kunde kan du imidlertid beskytte dig mod, at disse ”generelle kundeoplysninger” videregives, ved at gøre bilforhandleren opmærksom på, at du ikke ønsker disse oplysninger videregivet til andre eller ved at få indsat det, der hedder en generel markering i CPR-registeret.
Siden 1. juli 2000 har det været muligt for alle borgere i Danmark gratis at få registreret i CPR, at man ikke ønsker at modtage adresserede reklamer. Dette følger også af bestemmelserne i CPR-loven. Du skal blot henvende dig på folkeregisteret i din bopælskommune. Bilforhandleren i eksemplet ovenfor har nemlig pligt til at tjekke i CPR-registeret, om kunden har sagt nej tak til henvendelser i markedsføringsøjemed, inden bilforhandleren videregiver oplysninger om kunden til forsikringsselskabet. Hvis du har sagt nej tak, så må forhandleren ikke videregive oplysningerne.
Besked fra virksomhed, før de giver oplysninger videre
Hvis du ikke har sagt nej tak, skal virksomheden - inden den videregiver oplysningerne - alligevel henvende sig til dig og give dig mulighed for at stoppe videregivelsen. Virksomheden skal give dig en frist på 14 dage til at stoppe videregivelsen. Først efter udløbet af 14-dagesfristen må virksomheden videregive oplysningerne, og selvfølgelig kun, hvis du ikke har bedt virksomheden om at lade være.
Flere oplysninger
Værd at vide om beskyttelse af data hos Datatilsynet
Persondataloven hos Retsinformation



English