Ret til at beholde sit telefonnummer
Når du skifter telefonselskab, kan du tage dit telefonnummer med. Det kaldes nummerportering.
Ønsker du at skifte teleselskab og samtidig beholde dit telefonnummer, kan det godt lade sig gøre, hvis det nye selskab vil modtage dit nummer. Efter den 25. maj 2011 må det ovenikøbet kun tage én dag at skifte.
For det nye teleselskab er det dog frivilligt, om de vil modtage dit nummer, mens det til gengæld er bestemt ved lov, at det gamle selskab skal lade dig beholde dit nummer.
Portering af nummer på én dag
Du kan ved at klikke her læse mere om at portere sit telefonnummer på én dag.
Numre, du kan portere
Du kan portere:
- dit fastnet- og IP-telefoni-nummer fra et selskab, der tilbyder fastnet- eller IP-telefoni til et andet, der tilbyder fastnet- eller IP-telefoni.
- dit mobilnummer fra et mobilselskab til et andet mobilselskab.
Du har derimod ikke krav på at kunne portere dit fastnet- elle IP-telefoni-nummer over til et mobilselskab.
Det står dog mobilselskaberne frit for at tilbyde deres kunder muligheden for at tage fastnet- og IP-telefoni-numre med og dermed give kunderne mulighed for at bruge deres gamle fastnet- og IP-telefoni-numre på mobiltelefonen (fx gennem en automatisk viderestilling).
Opsig ikke dit nummer
Hvis du ønsker at portere dit nummer, skal du kontakte det teleselskab, som du ønsker at skifte til og give selskabet fuldmagt til at opsige dit abonnement hos dit nuværende teleselskab samtidig med, at der anmodes om, at nummeret porteres.
Du skal altså ikke først opsige dit abonnement hos dit nuværende selskab. Hvis du opsiger dit abonnement, mister du nemlig retten til nummeret.
Priser
Det gamle teleselskab må ikke opkræve penge for at flytte dit nummer. Det nye selskab kan derimod godt kræve et beløb for at tage imod dit nummer.
En kontrakt mellem dig og det nye selskab (abonnementsaftalen) skal indeholde oplysninger om alle relevante priser. Det vil sige, at et eventuel beløb for at skifte til det nye selskab skal oplyses i forbindelse med, at du indgår aftale med det nye selskab om portering af nummeret.
Flere oplysninger
Retten til at tage sit telefonnummer med sig er beskrevet i §§ 26-28 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleloven).



English