Pc'er doneret til psykisk handicappede
Ingeniørskolen donerede før jul 45 computere til et århusiansk PC-projekt, som er et tilbud til psykisk handicappede i Århus.
Planen er, at de psykisk handicappede blandt andet skal bruge computerne til mail, internet og tekstbehandling.
”Mange psykiatribrugere sidder isolerede derhjemme og har det dårligt med at komme ud i det åbne rum. Hvis de får en computer hjemme, kan de døgnet rundt komme i kontakt med omverdenen, også efter klokken 16. Derfor er vi glade for at få Ingeniørhøjskolens aflagte computere - vi ville aldrig have haft midler til at købe dem selv,” siger koordinator Lili Nielsen fra Dalgas Skolen.
Fra Ingeniørhøjskolen siger IT-chef Steffen Kellberg Nielsen, at det var oplagt at forære de 45 maskiner til det århusianske PC-projekt.
”Vi er for nylig gået over til at bruge flere bærbare pc’er på skolen, og derfor stod vi med en del stationære computere, vi ikke kunne bruge til noget. Samtidig støtter vi meget gerne en god sag, når vi kan. Derfor var det en perfekt mulighed at give dem til de psykisk handicappede, der kan bruge dem til at komme i kontakt med andre,” siger Steffen Kellberg Nielsen.
Bag PC-projektet står Dalgas Skolen (som er en skole for voksne med psykiske problemer), SIND Århus og Lokalpsykiatrierne i Århus Kommune.
Kilde: Newsmarket.dk
- Seneste nyheder
-
- 19.05.2009 Danskernes it-færdigheder i fokus
- 04.02.2009 It-caféer skal forbedre danskernes it-færdigheder
- 28.01.2009 Netværk skal styrke danskernes it-færdigheder
- 19.11.2008 Biblioteker og borgerservicecentre hjælper dig med borger.dk
- 22.02.2008 It-barometeret 2008 sætter fokus på danskernes it-færdigheder




English