Opret privat digital signatur
En digital signatur er en sikker måde at identificere dig selv på digitalt. Med signaturen får du let adgang til en lang række offentlige institutioner og myndigheder på nettet. Du kan følge dit barns placering på venteliste til institution, ansøge om SU eller udfylde selvangivelsen
Her kan du punkt for punkt læse om, hvordan du kommer i gang, og hvad du kan bruge den digitale signatur til.
IT- og Telestyrelsen har oprettet en hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om den digitale signatur.
Den digitale signatur bliver administreret af DanID, som også har en side, hvor du kan læse meget mere. Her kan du også finde yderligere installationsvejledning, hvis du løber ind i problemer undervejs. DanID har overtaget ansvaret for implementeringen af den tekniske løsning fra den tidligere leverandør, TDC.
Datatilsynet har godkendt sikkerheden i den digitale signatur. Du kan læse mere om sikkerheden i digital signatur og gode råd til, hvad du selv kan gøre for at sikre dig yderligere her.
Sådan opretter du en digital signatur
- Du bestiller en digital signatur gennem www.digitalsignatur.dk.
- Her skal du først bestille en installationskode. Du kan få installationskoden tilsendt med posten - det kræver blot, at du indtaster dit cpr-nummer og en gyldig e-mail-adresse.
- Du vil kort efter få tilsendt en e-mail med et link. For at installere digital signatur skal du bruge linket og den installationskode, du netop har bestilt. Når du er klar til at installere din digitale signatur, skal du klikke på linket og følge instruktionerne.
- Når du klikker på linket i mailen, vil du få installeret den digitale signatur på din computer. Den består af en fil, der bl.a. indeholder din e-mail-adresse og andre personfølsomme oplysninger.
- Tag en sikkerhedskopi af filen: Klik på Start i proceslinjen i Windows, klik derefter på Programmer - Digital Signatur - Tag sikkerhedskopi. Du vil herefter blive bedt om at vælge, hvor du vil gemme sikkerhedskopien. Det kan være en god ide at anbringe kopien på f.eks. en USB-nøgle, så du ikke mister din digitale signatur, selv om der skulle ske noget med din computer. Sørg for, at ingen uvedkommende får adgang til filen.
- Herefter skal du indtaste din installationskode, som du har fået med posten.
- Til sidst skal du oprette en adgangskode, som du skal bruge, hver gang du logger ind på en side, der anvender digital signatur. Læs gode råd om oprettelse af adgangskoden her.
- Så er du klar til at bruge din digitale signatur. Læs mere om, hvordan du anvender din digitale signatur her.
Sådan anvender du digital signatur
Nu hvor din digitale signatur er installeret og ligger klar på computeren, er du klar til at finde ud af, hvad du kan bruge den til.
Listen over offentlige institutioner og myndigheder og private virksomheder, hvor du kan anvende digital signatur, er efterhånden omfattende. Du kan se en samlet liste her.
Generelt er det meget simpelt at anvende digital signatur. Du går ind på den hjemmeside, du ønsker at logge ind på og følger instruktionerne. Herunder er et kort eksempel på, hvordan du kan se dit barns placering på ventelisten til vuggestuen.
- Gå ind på din kommunes hjemmeside, og find frem til deres oversigt over ventelister. I eksemplet er det ventelister i Københavns kommune.
- Klik på Næste.
- Følg instruktionerne i de følgende skærmbilleder, og log på med din digitale signatur. Du vil blive bedt om at indtaste din adgangskode, og herefter får du adgang til at se dit barns placering på ventelisten.
- Hvis du logger på fra en anden computer end din egen, skal du huske at logge af, når du er færdig.
På denne måde kan du få adgang til en lang række oplysninger fra det offentlige. Samtidig kan du let og hurtigt indtaste eller sende oplysninger til den pågældende institution eller myndighed. Hvis du får problemer med at logge på eller andet, kan du enten søge efter hjælp DanID's hjemmeside eller ringe til DanID's gratis support på tlf: 8030 7050.




English