Oprydning på din pc
Når du surfer på internettet, overfører din webbrowser (f.eks. Internet Explorer eller Firefox) i realiteten en række filer til den pc, du bruger. I langt de fleste tilfælde gemmes de overførte filer på pc'ens harddisk. Det kan både betale sig at gemme dem og slette dem. Læs her.
Hvorfor rydde op på sin pc?
Hvis ikke disse filer slettes efter brug, kan man efterfølgende gå ind på pc'en og aflæse disse filer og dermed se, hvilke websites der har været fremkaldt på pc'en, og i mange tilfælde også hvad der faktisk stod på disse websites.
Det er ofte en fordel, når man på sin private pc ønsker at vende tilbage til tidligere sete websites eller ønsker at genbruge indtastede oplysninger. Men det er en ulempe, hvis du anvender en fælles-pc eller en pc, der står et offentligt sted, og man ikke ønsker, at andre skal kunne aflæse, hvilke websites man har besøgt, og hvad der stod på dem.
I det tilfælde kan det være en god idé at rydde op efter sig, og med de nyeste browserversioner er det heldigvis blevet betydeligt nemmere end førhen.
Hvad bør der ryddes op i?
Det, der bør ryddes op i, er de såkaldt ”cachede filer", "historik" og "cookies", da alle disse filer kan indeholde mere eller mindre personlige informationer om dig og det, du foretog dig på websitet:
- "Cachede filer" er de midlertidige internet-filer, der blev gemt på pc'ens harddisk, svarende til indholdet på de besøgte sider, herunder også de evt. personlige oplysninger, som blev vist eller indtastet på siden.
- "Historik" er en oversigt over adresserne på de besøgte websites.
- "Cookies" er små tekstfiler, som indeholder informationer fra dine tidligere besøg på netop samme web og fx typisk oplysninger, du har indtastet, eller emner, du har valgt. Dermed kan websitet ved næste besøg have et mere målrettet indhold.
Hvordan rydder du op i midlertidige internet-filer?
Måden, du rydder op på i midlertidige internetfiler, afhænger af, hvilken webbrowser du anvender, hvilken version, og hvordan den er indstillet til at fungere. Nyere webbrowsere kan indstilles til aldrig at anvende "gamle" filer fra websites, som er overført til pc'en, ligesom der i webbrowseren kan findes en funktion med en knap til direkte at slette de cachede filer, historik over besøgte sider og cookies.
Tipsene til oprydning herunder er ikke udtømmende, da der konstant udkommer nye og let ændrede versioner af internet-browsere, og disse også er lidt forskellige, afhængig af styresystem, version, sprog og opsætning, man anvender på pc'en. Men beskrivelsen er vejledende og beskriver et eksempel på, hvordan oprydning konkret kan foretages i de to nævnte browser-version:
Sådan fjerner du filer i browserens cache
Microsoft Internet Explorer version 7 (Dansk)
Klik på "Funktioner" nederst til højre i din værktøjslinje og vælg herefter "Slet browserdata"; så vil dette vindue dukke op:
Her kan du slette browserdata selektivt (måske du f.eks. gerne vil slette cookies, men beholde alt andet) - eller ganske enkelt slette alle browserdata på én gang ved at klikke på "Slet alt...". Hvis du vil have, at det skal gøres automatisk, hver gang du lukker browsere, kan du gøre det ved at højreklikke på Internet Explorer-ikonet, vælge "Internetegenskaber" og på fanebladet "Generelt" vælge "Indstillinger" under "Browserdata".
Mozilla Firefox 3
Åbn din Firefox browser og klik på "Funktioner" i den øverste menu og herefter "Fjern private oplysninger"; på den måde slettes alle dine browserdata nemt og bekvemt.
Hvis du vil have bedre kontrol over, hvilke filer der skal slettes - og om det eventuelt skal gøres automatisk, hver gang du lukker browsere - kan du gøre det i vinduet under Funktioner => Indstillinger => Privatliv.




English