Sektion
Du er her: IT-borger » Lær om it » Din pc » Programmer » Sådan bruger du antivirus-programmer

Sådan bruger du antivirus-programmer

Antivirus-programmer er blandt computerens vigtigste forsvarsmekanismer, og alle bør have sådan et program installeret.

Et antivirus-program beskytter din computer mod skadelige, selv-replikerende programmer – også kaldet vira og orme. Den slags programmer er skabt med den ondsindede eller drilagtige hensigt at inficere flest mulige computere og sprede sig til andre maskiner på nettet, konstruere ”bagdøre” for hackere eller gøre anden skade.

Mange tror, at virus-inficerede computere er nemme at kende på, at de hele tiden går ned, eller på at der kommer mystiske ”HA HA, DU HAR VIRUS!!!!”-beskeder på skærmen. Det er sjældent tilfældet. Faktisk gør de færreste nye vira særlig meget væsen af sig. De ”klogeste” virusprogrammører ved nemlig, at en virus virker bedst, hvis brugeren ikke ved, at den er der.

Beskyt din computer

Enhver computer, der er forbundet til internettet, risikerer at blive inficeret, og det er derfor vigtigt, at du beskytter din computer så godt som muligt.

Din computer er ikke automatisk beskyttet mod virusangreb. For ganske vist sælges de fleste computere med præinstallerede prøveversioner af antivirus-programmer, men disse programmer er typisk kun gratis at anvende i 30 eller 60 dage, hvorefter du opkræves abonnement, hvis de stadig skal være effektive.

Husk altid at afinstallere et eksisterende antivirus-program fra din pc, før du erstatter det med et andet antiprogram. Ellers vil programmerne bekæmpe hinanden, hvilket i værste fald kan gøre din pc ubrugelig, indtil du får løst problemet.

Programmer

Der findes mange udmærkede antivirus-programmer. De fleste koster penge, mens andre er helt gratis. For eksempel AVG Antivirus Free, som du kan hente her.

Føler du dig mere tryg ved et program, du betaler penge for, kan du købe de mest almindelige sikkerhedsprogrammer fra bl.a. Symantec og McAfee i helt almindelige radio-tv forretninger, supermarkeder eller boghandler. Vil du forberede dig lidt, kan du læse mere om en række forskellige programmer hos specialmedier. 

Når du har installeret dit antivirus-program, bedes du ofte om at indstille sikkerhedsniveau mm. Hvis du ikke ved så meget om virusbeskyttelse, kan det være svært at gennemskue, hvad de forskellige funktioner er. Generelt er du udmærket sikret, hvis du blot beholder de indstillinger, programmet sætter som standard. Ellers kan du ofte finde hjælp på producentens hjemmeside eller hos virksomhedens supportafdeling.

Hold øje med ...

Her er tre ting, du skal holde øje med under opsætningen:

    1. Er programmet sat til at opdatere sig selv jævnligt? Der kommer hele tiden nye vira, og det er vigtigt, at dit antivirus-program holdes opdateret, gerne på daglig basis.
    2. Er programmet sat til at skanne dine e-mails? Mange vira bliver spredt via vedhæftede filer på e-mail, og derfor skal dit antivirus-program være sat til at skanne både ind- og udgående beskeder.
    3. Hvor tit er programmet sat til at gennemføre en fuld skanning af din harddisk? Det er en god ide at skanne harddisken jævnligt, fx en gang om ugen, så en eventuel virus ikke får lov at sprede sig i månedsvis.

Vær opmærksom på, at et antivirus-program nogen gange kommer i karambolage med andre programmer. Særligt Windows firewall kan give problemer. Hvis det sker, må du søge hjælp hos producenten af antivirus-programmet.

Når du har installeret dit antivirus-program, kører det i baggrunden, når din computer er tændt. Du kan altid åbne programmet og se status for din computer, men ellers bør du kun lægge mærke til det, hvis det fortæller dig, at det er ved at blive opdateret, eller hvis det reagerer på en virus eller lignende.

 Skærmbillede af antivirusprogrammet Kaspersky 6.0

Når dit antivirus-program finder en virus i fx en e-mail, vil der som regel dukke en besked op om det. Bevar roen, og læs beskeden grundigt. På dette tidspunkt er den eventuelle virus formentlig uskadeliggjort, så din computer er uden for fare.

 

Sidst opdateret 18/09 2009
IT- og Telestyrelsen  
Ordforklaring