Sektion
Du er her: IT-borger » Lær om it » Biblioteker og borgerservicecentre hjælper dig med borger.dk

Biblioteker og borgerservicecentre hjælper dig med borger.dk

Lær om it 19.11.2008

Nu kan du lære meget mere om, hvordan du bruger de offentlige, digitale løsninger via den fællesoffentlige borgerportal, borger.dk. Denne uge – uge 47 – er borger.dk-uge på bibliotekerne over hele landet.

Personalet på biblioteker og i borgerservicecentre er klar til at hjælpe dig i gang med at bruge borger.dk. Fra mandag den 17. november og en uge frem sættes der begge steder fokus på borgernes muligheder på den fællesoffentlige borgerportal, borger.dk.

Du vil i denne forbindelse kunne lære, hvordan man kan finde information om alt fra barsel og bolig til pas og pension. Og har du brug for at skrive dit barn op til børnehave eller anmelde en flytning, kan det klares i samme omgang på www.borger.dk.

”Med borger.dk kan danskerne hurtigt og nemt henvende sig til det offentlige, finde vigtige informationer og betjene sig selv. Det sparer tid og giver en mere fleksibel borgerservice”, siger videnskabsminister Helge Sander.

En tilbagevendende begivenhed

Det er andet år i træk, at bibliotekerne holder borger.dk-uge. Bibliotekerne er ambassadører for borger.dk som led i en samarbejdsaftale mellem Styrelsen for Bibliotek og Medier og IT- og Telestyrelsen. Det betyder blandt andet, at personalet er blevet uddannet til at hjælpe med borger.dk. Derfor kan du altid få hjælp med borger.dk på biblioteket, men i denne uge gør biblioteket altså noget ekstra for at fortælle om portalen.

På borgerserviceområdet findes der et landsdækkende netværk af ’Digital Piloter’, som har til formål at udbrede de digitale muligheder til borgerne. Netværket er en del af et samarbejde mellem KL, Borgerservice Danmark og IT- og Telestyrelsen.

De bedste undervisere

At der for bibliotekernes og borgercentrenes vedkommende er tale om gode læringsmiljøer, er der få, der kan sætte spørgsmåltegn ved.

"Bibliotekerne har mange års erfaring i at gøre folk fortrolige med at bruge internettet, og personalet på bibliotekerne er eksperter i at søge informationer. Derfor er det en oplagt opgave for bibliotekerne at hjælpe med borger.dk. Jeg håber, at mange har lyst til at møde borger.dk på biblioteket i denne,” siger kulturminister Carina Christensen.

Formand for KL, Erik Fabrin supplerer:
”Kommunerne er borgernes indgang til den offentlige sektor - og med borgerservicecentrene som hoveddør er det af stor værdi, at centrene også har fokus på at hjælpe borgerne med at anvende borger.dk, der kan kaldes den offentlige sektor på nettet. Borger.dk samler hele det offentliges mange selvbetjeningsmuligheder et sted og i næste uge er der ekstra hjælp at hente hos medarbejdere i borgerservice og på landets biblioteker, når borgerne har brug for hjælp til den digitale service".



Sidst opdateret 19/11 2008
IT- og Telestyrelsen