Lavere mobilpriser i EU fra 1. juli 2010
Forbrugerne får bedre forhold fra den 1. juli 2010, hvor det bliver endnu billigere at ringe inden for EU og gratis, når andre ligger en besked på din telefonsvarer, mens du opholder dig i EU.
Den 1. juli 2010 nedsættes euro-tariffen fra 0,43 euro til 0,39 euro for opkald inden for EU og fra 0,19 euro til 0,15 euro for at modtage opkald inden for EU. Omregnet til danske kroner kommer et opkald til at koste 3,62 kr. per minut og 1,39 kr. per minut for at modtage opkald i EU. Det svarer til et fald i priserne på ca. 10 og 21 procent.
Prisen for at sende en sms er uændret 1,02 kr. per sms. Det koster ikke noget at modtage en sms.
Fra den 1. juli 2010 vil det være gratis, når andre lægger en besked på din telefonsvarer, mens du opholder dig i EU. Du vil dog stadig skulle betale for at aflytte beskeden. Telefonsvareren har hidtil været et dyrt bekendtskab, hvis den har været slået til, fordi der betales både for at modtage et opkald og for at foretage et opkald til telefonsvareren i Danmark. Men det er altså slut nu inden for EU.
Endelig vil forbrugerne blive beskyttet mod chokregninger for datatrafik, da teleselskaberne automatisk skal spærre for dataforbruget, når dataregningen er på 465 kroner. Når du har opbrugt 80 % af loftet for dataforbrug, vil du få tilsendt en sms, der gør dig opmærksom på, at loftet snart er nået.
Når loftet er nået, bliver muligheden for at hente data lukket, medmindre du indgår en aftale med din teleudbyder om et højere forbrug.
Teleselskaberne vil fortsat være forpligtet til at afregne opkald pr. sekund efter det første halve minut.
Dit teleselskab er også fortsat forpligtet til at informere dig om priserne for at foretage og modtage opkald og sende sms, når du krydser grænser inden for EU. Informationen er gratis og skal gives automatisk via sms, med mindre du aktivt har meddelt dit teleselskab, at du ikke ønsker at modtage disse oplysninger.
Hvad forstås ved eurotariffen?
Ved eurotariffen forstås en maksimal pris for at foretage hhv. modtage opkald i et andet EU-land. Prisen må godt være lavere. EU-tariffen skal inkludere alle omkostninger, herunder også en eventuel omkostning til opkaldsafgift.
Hvad koster det fra Danmark til EU?
Hvis man fra Danmark med et dansk mobilabonnement ringer eller sender en sms til en udenlandsk mobiltelefon i EU, så er der ikke tale om international roaming, og derfor gælder roamingtaksterne ikke. I stedet gælder teleselskabernes takster til udlandet, hvor det typisk koster mellem 2,50 kr. og 3,00 kr. at sende en sms.
Hvad er roaming?
I forbindelse med mobiltelefoner betyder "at roame" at bruge sin mobiltelefon på en fremmed mobiloperatørs net. Roamingaftaler indgås imellem mobilnetoperatører. Roaming kan foregå både nationalt og internationalt.
Lidt historik
Den første nedsættelse af roamingtaksterne skete, som følge af den roaming-forordning, der trådte i kraft den 30. juni 2007. Her resulterede den nye euro-tarif i, at priserne blev halveret ved brug af mobiltelefonen i udlandet. Siden er euro-tariffen sat yderligere ned den 30. august 2008, den 1. juli 2009 og nu yderligere den 1. juli 2010. Priserne og nedsættelsen kan du se her:
| Foretage opkald | Modtage opkald | |
|---|---|---|
| 30. juni 2007 | 4,56 kr./min. | 2,23 kr./min. |
| 30. august 2008 | 4,29 kr./min. | 2,05 kr./min. |
| 1. juli 2009 | 4,00 kr./min. | 1,76 kr./min. |
| 1. juli 2010 |
3,62 kr./min. |
1,39 kr./min. |
| Nedsættelse i alt | 0,94 kr./min | 0,84 kr./min. |
Sms har ikke tidligere været reguleret, prisen lå typisk på mellem 2,50 kr. og 3,50 kr. per sms, men blev reguleret pr. 1. juli 2009 til godt en krone. Som er uændret pr. 1. juli 2010.




English