Mobildækning
Inden du vælger mobilabonnement bør du være opmærksom på teleselskabernes dækning i dit område. Der kan nemlig være forskel på dækningen i de enkelte net. Her kan du se, hvilke net de enkelte teleselskaber benytter samt teleselskabernes dækningskort.
Mobildækningen er et forhold, du skal være opmærksom på, når du vælger teleselskab og abonnement. Hvis der ikke er mobildækning, der hvor du befinder dig, kan du nemlig hverken foretage eller modtage opkald på din mobiltelefon.
Du bør derfor vælge et selskab, der benytter et mobilnet, der dækker der, hvor du typisk bruger din telefon.
Fire mobilnet i Danmark
Selvom selskaberne mere eller mindre er landsdækkende, kan der være områder, hvor ét mobilnet dækker, mens et andet ikke gør. Manglende dækning omtales ofte som mobilhuller. Mobilhuller findes både på landet og i byer.
Du kan læse mere om mobilhuller her.
Du kan også læse om mobildækning på telebranchens hjemmeside (se under overskriften ”Mobildækning og mobilhuller” fra 23. marts 2011).
I Danmark er der fire teleselskaber, som har deres eget mobilnet; TDC, Telenor, Telia og 3.
De mobilselskaber, der ikke selv har eget mobilnet, indgår aftaler med et af de fire selskaber om brug af deres mobilnet. I skemaet nedenfor kan du se, hvilke mobilselskaber der benytter hvilke mobilnet.
| Mobilselskab | Mobilnet |
|---|---|
| 3 | 3 |
| ACN | Telia |
| Altibox | TDC |
| Barablu | Telenor |
| BiBoB | Telenor |
| Call2All | TDC |
| Call me | Telia |
| CBB Mobil | Telenor |
| ComX | Telenor |
| Dansk Kabel TV | TDC |
| Dansk Net | TDC |
| DLG Tele | TDC |
| DLG Tele | Telia |
| evercall | Telenor |
| happiimobil | TDC |
| LEASY | TDC |
| Lebara Mobile | Telenor |
| M1 | TDC |
| Mtel | TDC |
| NanoMobil | Telenor |
| OiSTER | 3 |
| One Mobile | Telenor |
| OnFone | TDC |
| Skyline | TDC |
| Sonomio | TDC |
| TDC | TDC |
| Telenor | Telenor |
| Telia | Telia |
| TELMORE | TDC |
| Universal | TDC |
| Unotel | TDC |
| Verdo Tele | TDC |
| We Mobile |
TDC |
| Wupti mobil | TDC |
Forskel på GSM og 3G dækning samt data og tale
Mobilnettene understøtter forskellige teknologier, som ikke er lige udbredte i nettene. Det betyder, at du kan opleve bedre dækning på GSM-nettet end på 3G-nettet.
Mens GSM-nettene altså har en dækningsfordel i den forstand, at de dækker en større geografisk del af Danmark, har 3G-nettene en fordel i forhold til mobildata, der kan transporteres hurtigere med 3G-teknologien.
Generelt er dækningen mere udbredt for taletjenester (altså almindelig telefoni) end for datatjenester.
Nogle mobiltelefoner er indstillet til primært at bruge mobiloperatørens 3G-net. Det er især tilfældet ved såkaldte smartphones, hvor flere af funktionerne i telefonen forudsætter adgang til mobildata.
Hvilke selskaber dækker hvor?
Nedenfor kan du se mobildækningen af de enkelte mobilnet på selskabernes dækningskort.
TDC’s dækningskort viser både almindelig mobiltelefoni (GSM), 3G og TDC hotspot.
Telenor’s dækningskort viser både almindelig mobiltelefoni (GSM), 3G og Turbo 3G både indendøre, udendøre og i biler.
Telia’s dækningskort viser almindelig mobiltelefoni (GSM), Turbo 3G og Edge både indendørs og udendørs.
3’s dækningskort viser 3G dækning, udenfor 3’s dækningsområde skifter mobilen automatisk over på TDC’s almindelige mobilnet (GSM) uden ekstra omkostninger.
Mastedatabasen viser placeringen af antenner i landskabet. I modsætning til selskabernes dækningskort viser mastedatabasen dog ikke den teoretiske dækning. Til gengæld kan mastedatabasen vise, hvor antennerne er placeret og på den måde give dig et fingerpeg om, hvilke mobilselskabers net, der dækker i dit område.
Fremtidig udbygning af nettene
Udover at vise placeringen af de antenner, som allerede eksisterer i dag (på master, høje bygninger osv.), viser mastedatabasen også, hvor selskaberne planlægger at sætte antenner op inden for de næste to år.
Mobilselskaberne foretager løbende store investeringer for at udvide dækningen i deres mobilnet. Mobilselskaberne oplyste i marts 2011, at de forventer at investere 5-6 mia. kr. i de kommende par år i udbygningen af nettene.



English