Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Fastnet/IP/Bredbåndstelefoni » Talekvalitet

Talekvalitet

Det almindelige faste telefonnet er oprindeligt lavet og alene beregnet til at overføre samtaler. Det er internettet, som IP/Bredbåndstelefoni gør brug af. Internettet er beregnet til at overføre data (datapakker) og kan benyttes af alle. Der kan således være perioder, hvor internettet er meget belastet og andre perioder, hvor det er mindre belastet. Det er ligesom med vejnettet, som man også må dele med andre, og hvor det i myldretiden kan gå rigtig langsomt.

Skal kvaliteten af en telefonsamtale være tilfredsstillende, er det nødvendigt, at den tid, der går, fra et ord er udtalt, til det høres af samtalepartneren, er ganske kort. Endvidere må der ikke forekomme udfald af tale under samtalen.

Ingen garanti for kvalitet

Det er i dag ikke muligt at sikre, at ”talepakkerne”, der indeholder IP/Bredbåndstelefoni-tale, når både hurtigt og sikkert frem gennem internettet. Det betyder, at der ingen garanti er for kvaliteten. Nogle IP/Bredbånds-samtaler kan måske opleves med en kvalitet på fuld højde med den, der kendes, når det almindelige telefonnet benyttes, og andre gange vil kvaliteten være anderledes.

Det kan også have betydning for kvaliteten, hvor mange linjer udbyderen har til rådighed, om datapakkerne prioriteres, således at pakker med tale prioriteres frem for data, samt hvilken hastighed bredbåndsforbindelsen har.

Hvis du har behov for at downloade data samtidig med at du taler, skal du have en hastighed tilrådighed, der er stor nok til, at begge aktiviteter kan finde sted samtidig. Typisk er downloadhastigheden på din forbindelse højere end upload-hastigheden. Under alle omstændigheder skal du være opmærksom på, at upload- eller downloadhastigheden kan give alvorlige konsekvenser for talekvaliteten, hvis du bruger din IP/Bredbåndstelefoni samtidig med, at du downloader eller uploader store mængder data.

Når du bruger IP/Bredbåndstelefoni, kan det ikke udelukkes, at der kan komme forstyrrelser på linjen. Datapakker, der indeholder tale kan blive forsinkede under transmissionen eller helt falde ud. I værste fald kan forbindelsen blive afbrudt.

Høj kvalitet inden for samme net

I et IP/Bredbåndstelefoni-net, hvor det kan sikres, at pakkerne transmitteres hurtigt og sikkert er det muligt at sikre kvaliteten af telefonsamtaler. Denne kvalitetssikring forudsætter, at operatøren har fuld kontrol over nettet, så pakker med tale prioriteres og kommer frem uden væsentlige forsinkelser på bekostning af pakker med andet indhold. En sådan kvalitetssikring er ikke mulig i internettet, der er en sammenkobling af mange IP-baserede net. I internettet har en operatør ikke mulighed for at prioritere de pakker med tale, som han sender og modtager. Operatøren har ikke mulighed for at prioritere pakker i andre operatørers net.

Sådanne IP/Bredbåndstelefoni-net anvendes i dag typisk i virksomheder. Når nettene tilsluttes til et traditionelt offentligt telefonnet, er der mulighed for at sikre, at man kan føre telefonsamtaler med ensartet god kvalitet.

IP/Bredbåndstelefoni med høj kvalitet vil kunne leveres til private kunder over et IP/Bredbåndsnet, hvor prioritering af pakker under transmissionen i nettet er mulig, fx mellem kunder, hvor overførsel af pakker finder sted i et og samme net eller mellem disse kunder og omverdenen, når forbindelsen etableres via et traditionelt offentligt telefonnet.

Udvikling i fremtiden

På længere sigt kan man forvente, at internetudbydere indgår aftaler med hinanden, således at IP/Bredbåndstelefoni-samtaler med god kvalitet også kan foretages mellem de to internetudbyderes kunder. Det er den almindelige forventning i branchen, at al telefoni en gang i fremtiden vil være IP/Bredbåndstelefoni.

Quality of Service – til de teknisk hårdføre

Hvis du regner med at føre anden datatrafik på netværket eller forbindelsen samtidig med at du vil bruge din IP/Bredbåndstelefon, er det en god idé at overveje båndbreddeprioritering.

Da IP/Bredbåndstelefoni-trafikken skal dele båndbredden med den øvrige trafik på nettet, kan du komme ud for forskellige former for forstyrrelser eller kvalitetstab i telefonsamtalen fra din IP/Bredbåndstelefon. Når du sender fx en e-mail over internettet, er det ikke afgørende, hvilken rækkefølge datapakkerne når frem i, men blot at de når frem. Men i en telefonsamtale er det naturligvis vigtigt, at pakkerne når frem i rækkefølge - eller med en forsinkelse, som er ensartet, og som adapteren kan tage højde for samt at den er lille.

Dataforsinkelse (delay/latency), varierende dataforsinkelse (jitter), pakketab og varierende båndbredde hører til blandt de fænomener, der vil genere kvaliteten af en samtale. Fænomenerne giver dårlig tjenestekvalitet, også kaldet Quality of Service. der er behov for en stabilitetsgaranti for overførsel af data i internettet, før IP/Bredbåndstelefoni fuld ud kan erstatte almindelig telefoni.For brugeren og samtalepartneren i den anden ende kan det resultere i knas på linjen, generende lange ventetider på at høre, hvad samtalepartneren sige og "huller" i samtalen. I værste fald kan forbindelsen blive afbrudt.

Måden at undgå dette på er at etablere båndbreddeprioritering på netværket - og optimalt: Sikre Quality of Service hele vejen fra sender til modtager. Det sidste er dog stadig fremtidsmusik, når samtalen skal føres over internettet, da det vil kræve samarbejde mellem alle netværksoperatører i verden, og at nettene indrettes til at kunne sikre tjenestekvaliteten.

Du kan gøre meget selv for at sikre, at der er båndbredde nok på dit eget netværk til at telefonere uden forstyrrelser. Lettest er det at sørge for ikke at have store downloads eller upploads i gang, mens du telefonerer. Du kan også have særlige indstillinger på dit netværksudstyr, som prioriterer telefon-"pakkerne" højere end øvrig datatrafik.

Sidst opdateret 21/10 2010
 
Ordforklaring
Relevante ord fra ordbogen: