Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Fastnet/IP/Bredbåndstelefoni » Bredbånd i fællesskab

Bredbånd i fællesskab

Denne information om bredbånd kan bruges af jer, der i fællesskab ønsker at få en bredbåndsløsning, fx en boligforening. For dig, der gerne vil have din egen bredbåndsforbindelse, er der oplysninger nederst på siden.

Hvorfor fælles bredbåndsløsning?

Der kan være mange grunde til at etablere en fællesløsning, for eksempel:

  • hurtig og billig adgang til internettet
  • nye muligheder for at kommunikere med hinanden
  • internt kommunikationsnetværk for beboerne (intranet)
  • online registrering af vasketider
  • overvågning af lege- og parkeringsplads via web-kameraer
  • mulighed for pakkeløsning med telefoni og radio/TV

Hvordan?

En boligforening skal overveje, om foreningen helt eller delvis selv vil stå for etableringen, eller om én leverandør skal levere en samlet fællesløsning.

Overvej, om boligforeningen skal have hjælp af en uafhængig rådgiver. Rådgiveren vil kunne hjælpe med forberedelse og anskaffelse af bredbåndsløsningen.

Ved planlægning og anskaffelse af en bredbåndsløsning skal foreningen bl.a. tage stilling til nogle tekniske, økonomiske og juridiske forhold. I kan få mere information om disse forhold her på siderne.

Grundejerforeninger omfatter typisk villaer, enfamiliehuse mv. i et større eller mindre geografisk afgrænset område.

Etableringen af en fællesløsning i en grundejerforening vil ofte være dyrere end i en boligforening, navnlig som følge af de større afstande, der ofte er mellem husstandene. Det gælder særligt for kabelbaserede bredbåndsløsninger, hvor det kan være nødvendigt med omfattende gravearbejder. Her vil fordelene ved etablering af en fællesløsning være afhængig af mængden af boliger, deres beliggenhed og eventuelt graveplaner i lokalområdet, fx udført af det lokale elselskab.

En meget stor del af fællesantenneanlæggene i Danmark er i dag indrettet med returveje, så brugerne kan koble sig på internettet. Dette sker via et kabelmodem, der ved tilkobling til fællesantenneanlægget gør det muligt at sende og modtage datasignaler, der fremføres i antenneanlægget ved siden af radio- og tv-programmer. 

Sidst opdateret 21/10 2010
IT- og Telestyrelsen  
Ordforklaring