Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Internet » Vær kildekritisk online

Vær kildekritisk online

Med internettet spredes nyheder og viden hurtigere end nogensinde før. Men husk at bevæbne dig med sund skepsis i almindelighed – og navnlig hvis du leder efter oplysninger til skole- eller arbejdsopgaver.

De fleste er en smule skeptiske, hvis de læser et eller andet i avisen, der lyder lidt for utroligt til at være sandt. Men den samme skepsis bør du også væbne dig med online, og gerne lidt til.

I mange onlinemedier og – navnlig – private hjemmesider er der nemlig intet kvalitetsfilter mellem den, der skriver en tekst og den, der lægger den online. Der er således sjældent ansat nogen til at tjekke rigtigheden af teksternes oplysninger. Ligeledes kan det – navnlig i diskussionsfora – være umuligt at gennemskue, hvem der egentlig har skrevet et eller andet. Eller hvor vedkommende har sin viden fra.

Det gælder også det meget brugte online-leksikon wikipedia.org hvor (næsten) alle og enhver kan skrive hvad som helst om et hvilket helst emne. Denne fremgangsmåde har mange fordele og sikrer, at du kan finde masser af viden om næsten ethvert tænkeligt emne.

wikipedia

Desværre giver denne åbenhed også mulighed for, at virksomheder og privatpersoner fra tid til anden får held til at sprede egne budskaber eller ændre tekster, så de selv fremstår i et mere fordelagtigt lys. Eller for at spøgefugle spreder misinformation for sjovs skyld.

Det ændrer ikke på, at online-opslagsværker som Wikipedia er fremragende til at danne sig et overblik over et stofområde eller et emne – uanset om du vil vide noget om Kronborg eller Ringenes Herre. Men husk at krydstjekke dine informationer. For eksempel i ”gammeldags” bøger, opslagsværker eller elektroniske leksika.

Her skal alarmklokkerne ringe…

Har du for travlt til at besøge biblioteket, kan du ofte med held bruge Google til at krydstjekke på andre (pålidelige) sites, om den viden, du har fundet, er fup eller fakta.

Men selv om du finder et stort antal sider med enslydende informationer, er det ikke nødvendigvis det samme som at informationerne er korrekte.

Husk eksempelvis, at des smallere et emne, du søger information om, des større sandsynlighed er der for at hjemmesider om emnet har taget informationen fra hinanden eller samme basiskilde. I det tilfælde kan fejl, misforståelser eller regulær manipulation let få lov at gå igen i mange sammenhænge.

Derfor bør du altid være ekstra på vagt, hvis du i din research ofte støder på f.eks. enslydende formuleringer eller identiske talsæt; det er et typisk tegn på at forfatterne af de pågældende sider har deres informationer fra nogenlunde samme sted.

Hvem står bag?

Hvis du er i tvivl om, hvem der står bag en bestemt hjemmeside kan du hos DK Hostmaster slå domænenavnet op (f.eks. itst.dk) og se hvilken person eller organisation, der er registreret som ejer af domænenavnet. Efterfølgende kan du lave en søgning på nettet for at finde ud af mere om ejeren.

Læs mere

Hvis du vil vide mere, kan du kigge på hjemmesiden skrivopgave.dk. Den er bl.a. udarbejdet af en række folkebiblioteker og der kan du få flere gode råd om informationssøgning og kildekritik på nettet.

Sidst opdateret 26/10 2010
IT- og Telestyrelsen  
Ordforklaring