Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Internet » Tilslutning til internettet » Kabelmodem

Kabelmodem

Ved brug af et kabelmodem skabes der adgang til internettet via dit kabel-tv-net.

Kabel-tv-net kan give nettets brugere en fælles forbindelse til internet. Når der er flere brugerer der er koblet på internettet på samme tid, må de deles om kapaciteten på forbindelsen. Jo flere brugere, jo lavere hastighed til de enkelte brugere. 

Forbindelsen til internettet etableres ved brug af et kabelmodem, der tilsluttes anlægget i din bolig. Kabelmodemet sørger for den nødvendige styring og transmission af data mellem anlægget og din computer

Med et kabelmodem kan du være på internettet samtidigt med, at du modtager radio- og tv-programmer.

Hastighed

Den maksimale hastighed, der kan opnås ved brug af et kabelmodem, er forskellig fra anlæg til anlæg. Med opgradering til den seneste standard for datatransmission i kabel-tv-anlæg kan den opnåelige hastighed blive endda meget stor. Selskabet You See har meldt ud, at selskabet vil kunne tilbyde hastigheder ved download på 100 Mbit/s, når kundesegmentet melder sig. 

Kabel-tv-selskaberne tilbyder almindeligvis internetadgang til boligforeninger via deres respektive kabel-tv-net, der i vidt omfang er udbygget til at kunne håndtere internetadgang via kabelmodem. På selskabernes hjemmesider kan der indhentes oplysninger om, hvor i landet der tilbydes kabelmodem-tjenester.

Derudover leverer selskaberne typisk også kabelmodem-forbindelser til private og kommunalt ejede fællesantenneanlæg.

Er du tilsluttet et fællesantenneanlæg eller kabel tv-net, kan du få en højhastighedsforbindelse til internettet ad denne vej, hvis anlægget er indrettet til internetadgang.

Afregning for kabelmodem

Der er forskellige abonnementsformer i forskellige antenneforeninger. I nogle foreninger betaler man en fast månedlig pris uafhængigt af, hvor meget man bruger internettet. I andre foreninger betaler man for, hvor meget data man henter fra internettet. Der kan desuden være mulighed for at vælge mellem forskellige hastigheder på internetforbindelsen, så prisen afhænger af, hvor hurtig ens forbindelse er.

De udbudte hastigheder kan købes i pakker. Eksempelvis udbyder Telia Stofa pakker med hastigheder op til 50/2 Mbit/s. Det er værd at bemærke sig, at de oplyste hastigheder er de maksimale hastigheder. Hvis der er mange internetbrugere på anlægget samtidig, kan hastigheden blive lavere. Det afhænger dels af hvor meget kapacitet, der er i antenneanlægget, dels af hvor stor kapaciteten er på forbindelsen fra anlægget til internettet.

Selskaberne oplyser på deres hjemmesider om udbud og priser og om muligheder for kunder, der er sluttet til deres fællesantenneanlæg eller kabel-tv net. Et antal af de brugerejede og kommunale fællesantenneanlæg har også en hjemmeside, hvor du kan finde flere oplysninger.

 
 

Sidst opdateret 07/10 2010
IT- og Telestyrelsen  
Ordforklaring
Relevante ord fra ordbogen: