Sektion
Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Internet » Mobilt bredbånd
Mobilt bredbåndsmodem

Mobilt bredbånd

Det er smart at kunne tage sin bærbare med sig i sommerhuset, på hotellet eller bare med i toget. Men uden en internetforbindelse er der rigtig mange af de ting, vi plejer at bruge computeren til, som pludselig ikke kan lade sig gøre. Løsningen kan være mobilt bredbånd.

Websøgninger, e-mail, rejseplaner og netbank er blot nogle af de mange funktioner, der kræver netforbindelse for at virke. Så er du på farten, kan mobilt bredbånd sikre dig, at du kan komme på nettet, selv om du ikke er i nærheden af en netledning eller et område med trådløst netværk.

Fire måder at komme på

Det mobile bredbånd udnytter de mange mobilmaster, der pryder det danske landskab og udbydes derfor også af mobiltelefonselskaberne. Der findes fire måder at komme på nettet.

Mobiltelefonen: De fleste nyere mobiler kan bruges som modem, hvis telefonen er sluttet til din computer og du har installeret de nødvendige driverprogrammer (følger med telefonen). Dog kræver det, at mobilen understøtter EDGE, 3G eller det nye hurtigere Turbo 3G, før du kan surfe med hastigheder, der kan sammenlignes med bredbåndshastigheder. Du kan tilslutte mobilen enten med et USB-kabel eller via Bluetooth, hvis både mobiletelefonen og computeren har Bluetooth.

Indstikskort: Man kan købe et såkaldt PC-kort, der passer ind i et stik på en bærbar pc. Kortet indeholder samme teknologi som i en mobiltelefon og har også en tilknyttet PIN-kode og et abonnement.

USB-modem: Et USB-modem til mobilt bredbånd virker præcist som indstikskortet, men fordi det benytter USB, kan det også tilsluttes en stationær computer. Der er ingen teknisk grund til at vælge den ene løsning frem for den anden. Dog er der den fordel ved indstikskortet, at det fylder mindre og kan blive i din computer, når den er i tasken (til gengæld kan det ikke uden videre sluttes til en stationær pc). USB-modemmet kan også bruges, hvis du allerede benytter PC-kort-pladsen til noget andet; en bærbar har typisk flere USB-stik end PC-kort slots.

Indbygget: Det kommer stadig flere bærbare computere på markedet, hvor det mobile bredbåndsmodem er indbygget i computeret, fuldstændig ligesom trådløst netværk eller BlueTooth. Fordelen er, at systemet allerede er sat op til at virke på den bærbare, samt at computeren kan indstilles til selv at skifte til det hurtigst tilgængelige netværk.

Mobilt bredbånd sammen med ny pc

Senest er flere teleselskaber begyndt at sælge bærbare computere med rabat til gengæld for, at kunden binder sig til et mobilt bredbåndsabonnement. I nogle af disse tilbud medfølger et eksternt 3G/Turbo3G-modem, som kan flyttes og anvendes på andre computere. I andre tilfælde sælges computeren med et indbygget modem, der i sagens natur kun kan anvendes på den pågældende maskine.

Forkortelser og fart

Den officielle EU-definition på bredbånd, som vi også benytter i Danmark, er en downloadhastighed på over 144 kbit/s (kilobit per sekund). Men 144 kbit/s er ikke nok til f.eks. at se tv fra nettet - her anbefales som minimum det dobbelte og mellem 1-1,5 Mbit/s (Megabit per sekund), hvis man vil opnå en kvalitet på højde med et fjernsyn.

GPRS er en hurtig netforbindelse på det almindelige GSM mobilnetværk. Den maksimale anvendelige hastighed er 38,4 kbit/s. GPRS er altså langsommere end et almindeligt telefonmodem.

EDGE er en hurtigere løsning under GSM. EDGE er mest udbredt i udlandet f.eks. i USA. Den maksimale anvendelige hastighed er 384 kbit/s.

3G er det hurtige tredjegenerations mobilnet, der bl.a. har gjort det muligt at overføre billeder. Den maksimale anvendelige hastighed er  384 kbit/s.

Turbo 3G (HSPA) er en udbygning af 3G, som kræver en særlig telefon eller modem. Det udbydes som 7,2 Mbit/s, som er den rå bithastighed, der er tilrådighed. Typisk vil en bruger, der er alene om en sendemast, opleve en hastighed på ca. 2,5 Mbit/s.

En typisk fastnet bredbåndsforbindelse i Danmark har i starten af 2009 en hastighed i download på 4 Mbit/s.

Forskellige hastigheder

Det almindelige mobilnetværk, som langt de fleste mobiltelefoner i dag benytter, hedder GSM, men kaldes også 2G (står for "anden generation"). Skal man på nettet på et GSM netværk, hedder løsningen GPRS eller EDGE i telefonens opsætning. EDGE kaldes også 2,5G og er den hurtigste netforbindelse, der er mulig med GSM-netværk. Betegnelsen mobilt bredbånd dækker som regel over enten 3G (UMTS) eller Turbo 3G (HDSPA), som kan opnå hastigheder, der svarer til de mest almindelige bredbåndsforbindelser.

En telefon eller et modem til mobilt bredbånd skifter selv til et langsommere netværk såsom EDGE, hvis der ikke er 3G eller Turbo3G-dækning. derfor kan du på f.eks. en togrejse opleve, at hastigheden varierer meget.

Hastigheden på mobilt bredbånd er også afhængig af, hvor mange andre der benytter nettet, så derfor kan de teoretiske og de reelle hastigheder afvige.

Endelig er der - selv indenfor relativt begrænsede geografiske områder - stor forskel på hvor god dækningen er; denne forskel skyldes typisk terrænvariationer i relation til nærmeste 3G-mast.

Netværk og priser

Efterhånden er der 3G- eller Turbo3G-dækning i store dele af landet, men der er temmelig stor forskel på den faktiske hastighed, du kan opnå med de forskellige mobile bredbåndsabonnementer på dagens marked. Der er pt. fem telseselskaber i Danmark, der for tiden udbyder 3G eller Turbo3G.

Der er ingen af de små mobilselskaber, der typisk udnytter de stores net og tilbyder lavere priser, der udbyder mobilt bredbånd endnu. Det er også usikkert, om en mobil bredbåndsløsning kan udnytte andres netværk (roaming), derfor bør man undersøge dækningsgrad og muligheder hos teleselskabet, inden man vælger løsning. Skal man bruge sit mobile bredbånd i udlandet, er det også vigtigt at undersøge, om ens mobilløsning kan bruges i det pågældende land.

Priserne på mobilt bredbånd afhænger af, hvilken hastighed man ønsker, og går typisk fra 150 til 300 kroner om måneden. Hvor GPRS-løsninger til mobilt netværk har abonnementstyper, hvor man betaler per transmitteret megabyte, så har priserne for mobilt bredbånd typisk fri down- og upload (flatrate). I Sverige og Finland, hvor det mobile netværk er mere udbredt, har priskrig resulteret i priser helt ned på 75 kroner om måneden for mobilt bredbånd. Så måske vil vi også opleve lavere priser her i landet, når flere mobilselskaber melder sig på banen.

3G pc-kort

Et 3G pc-kort er typisk gemt helt væk i den bærbare og kun mobilantennen rager ud.

 

USB-Kort

USB-kortet kan ligge i en håndflade og er helt lukket på nær en plads til SIM-kortet.

 

Mand spiller computer

Med et 3G-modem tilsluttet eller indbygget er hastigheden nok til fx onlinespil.

 

 

 

 

Sidst opdateret 11/06 2009
IT- og Telestyrelsen  
Ordforklaring