Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Grøn it » Skrotning af el-affald » Kasseret el-skrot skal i de rigtige kasser
El-skrot på gaden

Kasseret el-skrot skal i de rigtige kasser

It-udstyr skal afleveres som storskrald eller på genbrugspladsen og ikke hverken smides i skraldespanden eller andre steder.

Alt, hvad der har en ledning eller et batteri, er el-skrot og skal afleveres til storskrald eller på genbrugspladsen, så det kan skilles ad og genbruges eller deponeres forsvarligt.

Hvis man vil undgå at medvirke til skandalehistorier, som dem om tv-, radio- og computerudstyr, der endte på sundhedsskadelige lossepladser på afrikanske strande, skal man smide sit udslidte udstyr på de kommunale genbrugspladser. Ikke andre steder. 

Nyt udstyr skal være mærket med et symbol med en affaldsspand med et kryds over. Krydset over spanden viser, at produktet efter brug skal indsamles særskilt i stedet for at ryge i skraldespanden. 

Der findes cirka 400 genbrugspladser i Danmark, og når det gælder el-skrot, har de alle den samme opdeling i fem-seks hovedkategorier:

Store husholdningsapparater

Køleskabe, frysere og andre store apparater til køling, opbevaring og lagring af fødevarer, vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner, elkomfurer, elkogeplader, mikrobølgeovne, elradiatorer, elventilatorer, klimaanlæg, automater til varme drikke, flasker, dåser eller faste produkter, pengeautomater. 

Små husholdningsapparater

Støvsugere, fejemaskiner, symaskiner, strikkemaskiner, strygejern, rullemaskiner, brødristere, frituregryder, kværne, kaffemaskiner, elektriske knive, barbermaskiner, skægtrimmere, hårtørrere, elektriske tandbørster, massageapparater, ure, vægte, boremaskiner, save, drejebænke, svejsere, fræsere og andet elektrisk værktøj eller maskiner til forarbejdning af træ, metal og andre materialer, plæneklippere, elektriske tog og racerbaner, spillekonsoller, videospil, computere til cykling, dykning, løb, roning osv., sportsudstyr med elektriske eller elektroniske komponenter, møntautomater, medicinsk udstyr, røgdetektorer, termostater, Måle-, veje- eller justeringsapparater til husholdninger eller som laboratorieudstyr.

It- og teleudstyr

Computere af alle slags: Mainframes, pc’er, printere og andre computerdele, fotokopimaskiner, elektriske skrivemaskiner, lommeregnere og bordregnemaskiner, telefax, telefoner af alle slags og telefonsvarere.

Radio, tv og video

Radio- og tv-apparater, videokameraer, videobåndoptagere, hifi-udstyr, forstærkere og musikinstrumenter.

Belysning

Lysstofrør, energipærer og andre lyskilder med undtagelse af traditionelle glødepærer og halogenpærer.

Batterier

Alkaline batterier, brunstensbatterier, bil-akkumulatorer, knapcellebatterier, kviksølvbatterier, Litium-ion batterier, nikkel-cadmium batterier, nikkel-metalhydrid batterier. Altså alle former for batterier – både engangsbatterier, genopladelige batterier og specielle batterier fra værktøj.

På nogle genbrugspladser skal man bare sætte elektronik, elektriske apparater og kabler på et bord, så fordeler personalet det kasserede udstyr i de rigtige kategorier.

Sidst opdateret 15/11 2010
Claus Thorhauge  
Ordforklaring