Sektion
Du er her: borger.itst.dk » Forbrug » Grøn it » Hvorfor grøn it?
Logo for grøn it

Hvorfor grøn it?

It bidrager til den globale udledning af CO2 i samme omfang som flytrafikken, men der udvikles i stigende omfang ny grøn it, der ikke er så energikrævende.

Computere og andet it-udstyr sluger utrolig meget strøm. Faktisk bidrager it til den globale CO2-udledning med op til to procent. Der findes dog en række områder, hvor du kan bidrage til at reducere dette strømforbrug. Grøn it er den samlede betegnelse for denne nye miljøvenlige måde at tænke it på.

Selvom it er en af de store syndere i den globale CO2-udledning, er den samtidig en del af løsningen. It er samlet set ansvarlig for to procent af verdens CO2-forbrug, hvilket svarer til udledningen fra verdens samlede flytrafik.

Forskning i grønt it

Der er derfor store gevinster at hente ved at gøre it grønnere. Eksempelvis kan forskning i særligt strømbesparende it-systemer reducere el-forbruget betragteligt, og videokonferencer vil med tiden kunne erstatte en stor del af den CO2-tunge flytrafik.

Men it skal også være en aktiv spiller i den udfordring, der ligger i at reducere de resterende 98 procent af verdens CO2-udslip. Derfor er forskning i innovative it-løsninger inden for energi-, transport- og industrisektoren helt centrale.

I både Danmark og udlandet forskes der i stigende grad i udvikling af grøn it og i at udvikle it-baserede systemer, der kan nedbringe energiforbrug og forurening på mange forskellige måder og i vidt forskellige sammenhænge.

Videnskabsministeiet har lavet en handlingsplan for grøn it, der skal sikre fremme af grøn it gennem både forskning, vejledning og kampagner. 

Effektiv brug af computere: En forskningsgruppe på IT-Universitetet i København med navnet 'Efficient Computation' forsker i, hvordan it-baserede opgaver kan løses med det lavest mulige energiforbrug og også på andre måder kan foregå mere effektivt, f.eks. mindre ventetid ved tastaturet og hurtigere netværk.

Spar på strømmen

Selvom forskning i grøn it er på vej, vil der stadig gå et stykke tid, før vi vil kunne se de virkelige effekter. Derfor er det vigtigt, at hver enkelt borger hjælper til ved at reducere sit it-elforbrug her og nu.

Studier har vist, at det særligt er i brugsfasen, at it belaster miljøet. Der er kun en lille miljøbelastning under produktion, distribution og bortskaffelse.

Derfor er det oplagt at arbejde mod en mere effektiv strømbesparelse i brugsfasen. Det er jo de færreste, der ville lade bilen stå og køre i tomgang, mens de spiste frokost, men det samme sker desværre ret ofte, når det drejer sig om it. 

Så i stedet for at lade computeren være en strømsluger, kan vi hver især medvirke til at spare på strømmen ved hjælp af en række simple tiltag i dagligdagen.

Læs mere:
> Videnskabsministeriets handlingsplan for grøn it

Sidst opdateret 23/12 2008
IT- og Telestyrelsen  
Læs også
Ordforklaring