Vellykket forsøg med mobiltelefoner i folkeskolen
Både lærere og elever giver ros til stort anlagt eksperiment med mobiltelefonen som hovedværktøjet i kombineret undervisning og konkurrence.
Det første større danske forsøg med mobiltelefoner i undervisningen blev en succes! Sådan lyder den foreløbige evaluering af et eksperiment, hvor knap 300 hold skoleelever brugte mobiltelefonen som et centralt værktøj i "FREEZE! - den store klimajagt", der var ét af hovedelementerne i Dansk Naturvidenskabsfestival i september 2007.
Klimajagten var en kombination af undervisning og konkurrence. Den blev afviklet simultant over hele landet med deltagelse af 283 hold elever fra folkekolenes 7.-9.-klasser. De skulle svare på 15 spørgsmål om klima, energi og CO2-reduktion, som alle fik tilsendt direkte til deres egen mobiltelefon fra en central server – og skulle besvare igen pr. sms, når de havde fundet svaret på internettet eller i bøger.
Sms-opgaverne modtog eleverne individuelt gennem forløbet. Hver gang en opgave var besvaret, tikkede en ny ind. Jo flere rigtige svar et hold kunne levere, des flere point opnåede det. Opgaverne skulle dokumenteres med både tekst og billeder, der blev taget med digitalkamera eller mobiltelefon.
Sideløbende med sms-opgaverne fik eleverne fire større ”missioner”, hvor de selv skulle formidle viden om, hvorfor vi danskere skal spare på energien, og hvordan vi gør det. Hver time modtog de involverede lærere via internet en beskrivelse af den kommende times mission. Herefter bevægede elevholdene sig ud på skolen eller ud på gader og veje for at løse missionen.
Missionerne krævede, at eleverne skulle påvirke folk på skolen eller på gaden til at reducere deres CO2-udslip, skulle vise en fremtidsvision med konsekvenser af klimaforandringerne og selv udvikle sparetiltag.
Læreren kunne via sin computer uploade resultatet af de enkelte holds missioner til en dommerkomité med medlemmer fra Dansk Naturvidenskabsformidling og Miljøstyrelsen, og missionerne vægtede ligeså tungt som sms-besvarelserne i konkurrencen om klimajagtens præmier. Hovedpræmien var 30.000 kroner til klassekassen. Elevholdene kan se deres egne missionsløsninger og vinderløsningerne på klimajagtens hjemmeside, www.smsklimajagt.dk.
Resultaterne og reaktionerne viser sig nu at være lige så spændende som rammerne selv. Elevernes præstationer er generelt rigtigt gode. Vinderne er offentliggjort den 24. oktober, og juryen fortæller om tæt løb mellem et stort antal flotte og kreative besvarelser. Evalueringer fra lærerne er ved at blive analyseret, og det generelle billede er, at eleverne var meget engagerede – og syntes de havde rigtig meget at lave.
Flere lærere har pointeret, at konkurrencen især skilte sig ud ved at fange de elever, der ikke er så gode til at følge med i traditionel undervisning – selv om forløbet varede så mange timer i ét stræk.
Teknisk fungerede den komplicerede ramme i det store og hele efter hensigten. Der var dog uregelmæssigheder, fordi det store antal samtidige sms’er nogle gange skabte kø ved sendemasterne. Det betød, at nogle elever modtog samme spørgsmål i flere eksemplarer. Den generelle reaktion fra eleverne var i følge lærernes tilbagemeldinger, at selv om det havde været stressende for mange at skulle besvare så mange spørgsmål og være aktiv hele tiden, så havde det også været spændende og godt tilrettelagt.
Også fra forskere lyder der positive vurderinger af eksperimentet. Asger Harlung fra eVidencenter i Århus betegner sms-klimajagten som eksemplarisk i sin brug af de nye teknologier. Den sætter mobiltelefonen ind i en sammenhæng, hvor den fungerer helt rigtigt: Den bruges i en dynamisk kobling med fysisk aktivitet ude i marken, og med computere og internet i et projektbaseret undervisningsforløb, hvor eleverne selv er medskabende.
Bag klimakampagnen ”1 ton mindre” stod Miljøministeriet samt Transport- og Energiministeriet.
- Seneste nyheder
-
- 06.10.2011 Information vedrørende Sårbarhedstesten
- 23.05.2011 Online-kriminalitet fulgte med Osama Bin Ladens død
- 03.02.2011 Sikker Internet Dag 2011 den 8. februar
- 01.02.2011 Teleguiden lukker, men søgning på bredbåndsinternet bevares
- 18.01.2011 Hvad mener du om digital selvbetjening?
- 01.12.2010 Danskerne er glade for deres netbank



English