Du er her: borger.itst.dk » Aktuelt » Slanket og mere effektivt internet under udvikling

Slanket og mere effektivt internet under udvikling

Generelt 06.02.2009

Et mere effektivt internet baseret på færre knudepunkter og ny optisk teknolgi er på tegnebrættet hos forskere på DTU.

Stadig flere brugere med øget båndbredde belaster internettet, så hastigheden på nettet falder. Derfor arbejder forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) på at udvikle et slanket, men mere effektivt internet.

Det er internettets knudepukter, der har svært ved at klare den hastigt voksende trafik og derfor bliver flaskehalse. Derfor lægger forskerne på DTU op til, at de nuværende knudepunkter, der var bygget til meget mindre trafik og lavere hastigheder, skiftes ud med færre og mere  effektive installationer. I Danmark vil antallet af store knudepunkter i følge forskerne kunne skæres ned fra 5.000 til 500.

Samtidigt kan ny optisk teknologi øge hastigheden i knudepunkterne, så de ikke bliver stopklodser ved som nu at skulle omsætte elektriske signaler til optiske. En total overgang til optisk teknologi er dog ikke mulig endnu, men vil tage nogle år at få tilstrækkeligt udviklet og kræve aktiv medvirken fra elektronikbranchen og politikerne samt internationalt samarbejde.

Udover hurtigere hastigheder på nettet vil et slankere internet også give energibesparelser og dermed være til gavn for miljøet. De nuværende mange, langsomme knudepunkter sluger en masse strøm, mens færre og hurtigere knudepunkter kan transmittere mange flere data med et lavere strømforbrug.

Et mere simpelt internet med færre og mere effektive knudepunkter vil desuden give færre nedbrud på nettet.

Læs mere:
> Artikel på portalen Videnskab.dk

Sidst opdateret 06/02 2009
IT- og Telestyrelsen