Sikker Internet Dag 2008 satte fokus på børns brug af nettet
Børn og unge bruger de sociale mødesteder på nettet som en naturlig forlængelse af deres hverdag, viser undersøgelse, der blev præsenteret på Sikker Internet Dag.
Fyldt med børnelokkere, kriminelle teenagere og ensomme børn. Sådan opfatter en del voksne nok de populære mødesteder for børn og unge på nettet. Men sådan oplever børnene det slet ikke, viser resultaterne fra en undersøgelse, der blev offentliggjort i forbindelse med Sikker Internet Dag 2008 d. 12. februar.
Sikker Internet Dag blev holdt for femte år i træk i Danmark og næsten 50 andre lande verden rundt. Formålet med dagen er at sætte fokus på børns brug af internettet og skabe trygge og sikre rammer for deres færden på nettet. Samtidigt skal dagen hjælpe de voksne til bedre at forstå, hvad det er deres børn bruger så meget tid på online.
Workshop og rap
I år gennemførtes en række aktiviteter rundt om i landet i forbindelse med Sikker Internet Dag 2008. Flere folkebiblioteker arrangerede events både online og offline for børn. I Århus gennemførte online værestedet for børn og unge Cyberhus en billed- og filmworkshop med mulighed for at arbejde med gratis billedbehandlingsprogrammer på nettet og gav gode råd om, hvad man må og ikke må på nettet.
I Experimentarium i Hellerup fejredes dagen med en blanding af underholdende og lærerige aktiviteter. Rapperen Julie Marie Baggesen havde sat rappe rytmer til budskabet om sikker surf på nettet. Mere eller mindre benovede børn fik overrakt priserne til de danske vindere i den europæiske Sikker Internet Dag 2008.
Der blev desuden via Skype skabt webcamforbindelse til Cyberhus i Århus, og ved en række computere blev der vejledt i at finde sikkert rundt på nettet.
Sociale mødesteder
Ved arrangementet i Experimentarium præsenteredes også hovedresultaterne af en undersøgelse af børns oplevelser på nettet. Undersøgelsen er blevet til i et samarbejde mellem Medierådet for Børn og Unge og Ph.d.-studerende Malene Charlotte Larsen fra Aalborg Universitet.
I undersøgelsen er 2.400 danske børn blevet spurgt om, hvordan de oplever deres onlineliv. Svarene viser, at de sociale mødesteder på nettet er blevet en naturlig og positiv forlængelse af børnenes hverdag. I følge undersøgelsen bruger knap hver tredje barn mellem 12 og 18 år to timer om dagen på sociale mødesteder som Arto, Netstationen og Habbo Hotel, og næsten lige så mange bruger mellem en og to timer dagligt.
Undersøgelsen afdækker, at forældrene generelt godt ved, at børnene bruger nettets sociale mødesteder, men at få engagerer sig aktivt i deres børns færden online. Kun lidt over en tredjedel af børnene angiver, at deres forældre taler med dem om deres brug af mødestederne. Snakken med børnene handler især om kontakten med fremmede og i mindre grad om andre aspekter af deres færden på nettet.
Ubehagelige oplevelser
Besvarelserne viser også, at to tredjedele af de adspurgte ikke føler at have oplevet noget ubehageligt på nettet. Mens de positive oplevelser på nettet er forbundet med vennerne, er de ubehagelige oplevelser og beskeder forbundet med personer, som brugerne ikke kender. De ubehagelige oplevelser ser børn og unge i følge undersøgelsen som en del af det at være på internettet.
Undersøgelsen viser også, at børn og unges brug af mødestederne på nettet sker med udgangspunkt i deres offline-liv. De bliver brugt til at styrke og vedligeholde eksisterende sociale relationer, der er vigtigst og motiverende for at anvende mødesteder på nettet.
Videoer og blog
Sikker og tryg brug af nettet er også emnet for to videoer, der blev lanceret i forbindelse med Sikker Internet Dag 2008. Den ene film går på temaet: ”Dit online liv er, hvad du gør det til”. Den anden film handler om at bruge webcam på nettet – og måske komme til at camme frækt med den forkerte!
Blogathon succesen fra Sikker Internet Dag 2006 og 2007 blev gentaget igen i år. En række prominente personligheder fra hele Europa i Internet Dag 2008 Blogathon med blogindlæg med udgangspunkt i temaet: ”Dit online liv er, hvad du gør det til”. Fra Danmark deltog kulturminister Brian Mikkelsen, Henrik Egede, Kirsten Panton, Medierådet, Gitte Stald og Ning de Connick Smith.
I forbindelse med dagen udsendtes også en revideret udgave af bogen "Bliv en h@j på nettet" sammen med nyt digitalt undervisningsmateriale.
Bag Sikker Internet Dag stod Medierådet for Børn og Unge, der er en del af et europæiske netværk af videnscentre, InSafe under EU's Safer Internet Plus Programme. Nationalt samarbejdes med forskellige virksomheder og institutioner, her i blandt IT- og Telestyrelsen.
Se mere:
> Safer Internet Day 2008 Blogathon
> Safer Internet Day International hjemmeside
- Seneste nyheder
-
- 03.04.2012 IT- og Telestyrelsen er nedlagt - borger.itst.dk lukkes juni 2012
- 06.10.2011 Information vedrørende Sårbarhedstesten
- 23.05.2011 Online-kriminalitet fulgte med Osama Bin Ladens død
- 03.02.2011 Sikker Internet Dag 2011 den 8. februar
- 01.02.2011 Teleguiden lukker, men søgning på bredbåndsinternet bevares
- 18.01.2011 Hvad mener du om digital selvbetjening?



English