Du er her: borger.itst.dk » Aktuelt » Online-kriminalitet fulgte med Osama Bin Ladens død

Online-kriminalitet fulgte med Osama Bin Ladens død

Generelt 23.05.2011

Pas på, når du læser om store nyheder som Osama Bin Ladens død. De kan indeholde virus. I forbindelse med Bin Ladens død er der fundet billeder og e-mails, der forsøger at lokke brugere til websider med indhold, der kan give din computer virus. Få gode råd til, hvordan du bruger internettet sikkert.

Skadelig kode i nyheder om Bin Ladens død

Osama Bin Ladens død den 2. maj 2011 har medført en massiv nyhedsstrøm på internettet. Kriminelle har i nogle nyheder om begivenheden prøvet at lokke brugere til at besøge websites, hvorfra skadelige koder vil blive forsøgt installeret på de besøgendes computer.

Det er før set, at større, globale begivenheder bliver udnyttet af kriminelle til at sprede malware i form af spam e-mails, som lader til at komme fra nyhedstjenester som for eksempel CNN. I virkeligheden linker de til et website, hvorfra der bliver spredt ondsindet kode.

Også fare ved søgning og på sociale medier

Det er også set, at søgemaskiner manipuleres til at placere resultater, der peger på websider med skadelig kode, højt i listen af søgeresultater. Derved kan brugere, der søger efter f.eks. billeder fra begivenheden, risikere at få skadelig kode på deres computer.

Det er sandsynligt, at sociale medier såsom Facebook også vil blive brugt til at lokke brugere til at besøge disse sites.

I forbindelse med Osama Bin Ladens død udsendte den danske varslingstjeneste for internettrusler, GovCERT, en generel varsling vedrørende forsøg på at lokke brugere til at besøge disse hacker-websites.
Gode råd
Du kan få flere gode råd til, hvordan du bruger internettet sikkert på IT- og Telestyrelsens website.

  • Klik ikke på links i mistænkelige e-mails, i chatbeskeder eller links der er modtaget via sociale medier.
  • Brug et antivirusprogram med automatisk opdatering, en firewall og et antispywareprogram. Sammen beskytter programmerne din pc mod mange angreb og skadelige programmer. 
  • Brug opdaterede versioner af dit styresystem, din webbrowser og dit e-mailprogram. Slå automatisk opdatering til, hvor det er muligt, så glemmer du det ikke.
  • Vær ekstra opmærksom, når du åbner vedhæftede filer. De kan indeholde virus. Pas især på filer med underlige eller lokkende navne. Også hvis de kommer fra nogen, du kender.
  • Brug din sunde fornuft, eller bed andre om hjælp, hvis du er i tvivl. Selv om du har både antivirusprogram, firewall og et antispywareprogram, skal du forholde dig kritisk til de netsteder, du besøger.


Sidst opdateret 23/05 2011
IT- og Telestyrelsen