Du er her: borger.itst.dk » Aktuelt » Nyt projekt skal fremme mobil adgang til sociale netværk

Nyt projekt skal fremme mobil adgang til sociale netværk

Generelt 11.09.2008

Et dansk forsknings- og udviklingsprojekt skal give bedre adgang til sociale netværkstjenester via mobiltelefonen.

Med mobiltelefonen i hånden skal unge når som helst og hvor som helst kunne koble sig på Facebook, MySpace, Arto og andre sociale netværkstjenester på internettet.

Det er tanken bag et nyt dansk forsknings- og udviklingsprojekt. Målet med projektet er at udvikle en åben social netværksportal til mobiltelefonen til en målgruppe af unge mellem 13 og 24 år.

Danskerne bruger i stort omfang sociale netværkstjenester, men der findes ikke i dag en åben, personaliserbar og samlet mobil adgang til brugerenes sociale netværk. Det vil det nye projekt forsøge at råde bod på.

Med udgangspunkt i brugerdrevet innovation skal nuværende og fremtidige brugerbehov afdækkes. Denne udviklingsmetode vil gøre det muligt at udvikle et nyt mobilprodukt, der kan tilfredsstille målgruppens skiftende sociale behov. Selvom målgruppen til mobiltjenesten i første omgang er defineret som unge 13-24-årige, rækker potentialet langt ud over denne gruppe. 

Målet er at udvikle første version af en åben social netværksportal, hvor brugerne kan samle deres sociale netværk i en samlet oplevelse på mobiltelefonen i form af en personaliserbar adgang, der gør det nemt at tjekke de forskellige netværkstjenester. 

Servicen skal desuden gøre det muligt for forskellige producenter nemt at tilpasse deres eksisterende indhold, så de også bliver en del af brugernes forbrug af indhold og sociale netværk på mobilen. Kommende sociale netværk skal også nemt kunne tilsluttes den nye service. 

Projektet er et samarbejde mellem IT-Universitetet, DR og tre private virksomheder og er planlagt at skulle afsluttes i foråret 2009. Det er støttet af 'Program for brugerdreven innovation' under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Interesserede kan følge med i projektet på Mobity.dk, der både er en hjemmeside og en blog. Her vil der løbende blive publiceret artikler og opdateringer, der beskriver arbejdet med brugerdrevet innovation og afdækning af brugernes behov samt forskning i mobile medier og unges mobilbrug.

Læs mere:
> Mobity.dk 
> Pressemeddelelse fra IT-Universitetet

Sidst opdateret 11/09 2008
IT- og Telestyrelsen