Millioninvestering i teknologi til komprimering af sms'er
En opfindelse fra Aalborg Universitet til komprimering af sms'er videreføres nu af et tysk firma, der vil videreudvikle sms-teknologien.
Hvorfor betale for tre sms’er, hvis du kan nøjes med at betale for én? Det er ideen bag en ny teknologi til komprimering af sms'er udviklet sidste år af forskere ved Aalborg Universitet. Teknologien kaldet smsZipper har vakt stor interesse verden rundt og skal nu videreføres af et stort, tysk firma, der udvikler software til blandt andet mobiltelefoner.
Komprimering af tekst, billeder og andet har været brugt i it-verdenen i årevis og har sparet netværk rundt omkring for rigtig meget trafik af data. Samme princip overføres nu til mobiltelefoner og sms'er med smsZipper, hvor sms'en komprimeres 2-3 gange.
Det vil sige, at en sms, der normalt ville blive sendt som tre sms’er, i stedet kan sendes som én. Resultatet er, at du kan sende 2-3 gange så mange sms’er for de samme penge. Det kræver blot et lille program, som skal installeres på både afsenderens og modtagerens telefon.
Det er forskere på Center for TeleInFrastruktur (CTIF) ved Aalborg Universitet, der står bag den opfindelsen, som de har taget patent på der kan komprimere sms’er 2-3 gange.
Licensen til smsZipper-teknologien er nu blevet købt af det tyske firma Acticom Mobile Networks. Firmaet vil bruge opfindelsen på mobiltelefoner og vil investere et millionbeløb i udvikling og markedsføring af produkter baseret på teknologien fra Aalborg Universitet. Dette vil blandt andet kunne give samme tekstredigeringsmuligheder, som man kender fra eksempelvis MSN Messenger, mulighed for at indsætte animerede symboler, virksomhedslogoer m.m. i sms’er.
Læs mere:
> Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet
> SmsZipper-teknologien