Du er her: borger.itst.dk » Aktuelt » Internettet sluger masser af strøm i det skjulte
Kvinde i sofa med bærbar computer

Internettet sluger masser af strøm i det skjulte

Generelt 08.01.2009

Den store brug af it i hjemmet fører til et stort el-forbrug og truer bestræbelserne på at opnå en mere bæredygtig udvikling, viser nyt forskningsprojekt.

Hver gang du går på nettet, bruger du strøm. Endda mere strøm end du umiddelbart kan se og måle. Brugen af internettet har nemlig et ret stort skjult el-forbrug, viser danske forskeres gennemgang af videnskabelig litteratur.

Når du bruger en kilowattime ved at gå på nettet fra din computer i hjemmet, bruges der uden for hjemmets vægge en halv kilowatttime til blandt andet at sende, lagre og behandle dine data og til at holde serverne, der sender datapakkerne rundt i verden nedkølede. To en halv procent af USA's energiforbrug anslås at gå til nedkøling af servere.  

Udover dette skjulte strømforbrug, som ikke kan aflæses på din el-måler, bruger danskerne også stadig mere strøm på it-udstyr i hjemmet. Det viser både litteraturgennemgangen og en række interviews, som forskerne har gennemført med danske familier.

Fjorten danske familier er blevet grundigt interviewet om deres brug af teknologi i hverdagen. Interviewene viser, at computeren er tændt i mange timer i de danske hjem og bliver brugt til mange forskellige formål lige fra spil over skoleopgaver til fødselsdagsinvitationer. Mange hjem har ikke blot én, men flere computere. Flere af dem kører døgnet rundt for at være på Skype eller deltage i digitale spil som World of Warcraft.

I følge forskernes undersøgelser er el-forbruget til it i hjemmet gennem den seneste snes år steget støt. 20% af el-forbruget i et dansk hjem går til computer, tv, radio og lignende elektronisk udstyr - heraf går halvdelen af forbruget til apparaternes stand by-funktion.

Den omfattende og fortsat voksende brug af it-udstyr i hjemmet sluger de energibesparelser, der opnås ved at anskaffe mere energivenlige køleskabe, vaskemaskiner og andre former for hårde hvidevarer. Den udvikling kan give et voksende miljøproblem, påpeger forskerne, der kommer fra blandt andet Danmarks Tekniske Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut.

Forskerne er netop ved at færdiggøre deres analyser og skrive videnskabelige artikler om emnet. Forskningsprojektet kan bidrage med viden og inspiration til de initiativer, der allerede er igang om en mere miljøvenlig brug af it. Regeringen har besluttet at satse stærkt på grøn it, hvilket udmøntes gennem en handlingsplan og en række aktiviteter fra Videnskabsministeriet og IT- og Telestyrelsen - rettet mod både virksomhederne, den offentlige sektor og borgerne.

Også Elsparefonden giver en række råd og anvisninger på, hvordan du kan anskaffe og bruge it på en måde, så du sparer på strømmen.

Læs mere:
> Artikel på portalen Videnskab.dk
> Rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut om husholdningernes elforbrug
> IT- og Telestyrelsens hjemmeside: Regeringens handlingsplan for grøn it
> Tema på It-borger.dk om Grøn it
> Elsparefondens hjemmeside

 

Sidst opdateret 08/01 2009
IT- og Telestyrelsen