Du er her: borger.itst.dk » Aktuelt » Gode energisparetips præmieres i ny konkurrence
Logo for SparEnergiPrisen

Gode energisparetips præmieres i ny konkurrence

Generelt 14.01.2009

SparEnergiPrisen skal få danskerne til at komme med gode råd og tips til energibesparelser i hjemmene.

Kom med et godt tip til energibesparelser i hjemmet og vind 25.000 kroner. Det får du muligheden for i den nye åbne konkurrence SparEnerigPrisen, der er skudt i gang som åbning af klimaåret 2009.

Målet med SparEnergiPrisen er at få endnu flere danskere til at gøre noget for at nedsætte energiforbruget derhjemme. Vi bruger dagligt store mængder af energi til mange formål lige fra opvarmning over madlavning til surf på nettet. En del af dette energiforbrug kan skæres væk ved at effektivisere og gennemføre sparetiltag – uden at vi kommer til at lide afsavn.

SparEnergiPrisen skal på en uformel og engagerende måde opfordre til at spare på energien og samtidig udbrede danskernes egne sparetips. Det kan være stort som småt inden for mange områder. Computere, printere, tv-apparater og andet elektronisk udstyr er nogle af de store strømslugere. 20% af elforbruget i danske hjem går til disse apparater - halvdelen til deres stand by-funktion.

Strømforbruget til it-udstyr er steget i de senere år, fordi der i de enkelte hjem anskaffes flere og flere computere, som ofte er tændt mange timer dagligt eller endda hele døgnet rundt. Den øgede it-anvendelse i hjemmene sluger nogle af de energibesparelser, der ellers opnås ved at anskaffe mere energivenlige køleskabe, vaskemaskiner og andre former for hårde hvidevarer med lavere energiforbrug.

Forslag til energibesparelser på hjemmenes it er derfor velkomne i konkurrencen, der tager afsæt i den almindelige danskers hverdag.  Hovedpræmien er et kontant beløb på 25.000 kr. Deltagere kan også vinde en af de mange ekstrapræmier.

Du kan sende dit sparetip via Spar Enerigis hjemmeside. Konkurrencen løber frem til 15. marts 2009. Vinderne bliver kontaktet direkte, og de gode tips bliver løbende offentliggjort på SparEnergis hjemmeside.

Bag konkurrencen står centrale, nationale aktører på energi- og klimaområdet: Energistyrelsen og herunder 1 ton mindre, Elsparefonden, Dansk Energi, Naturgasselskaberne, Energi- og Olieforum og Energitjenesten. 

Læs mere:
> Hjemmesiden Sparenergiprisen.dk
> Pressemeddelelse fra Elsparefonden

Sidst opdateret 14/01 2009
IT- og Telestyrelsen