Sektion
Digitale serviceassistent Knud

Digital serviceassistent hjælper borgerne i Odense

Generelt 23.11.2006

Knud hedder en ny serviceassistent, der svarer på borgernes spørgsmål på Odense Kommunes hjemmeside.

Med Knud ved hånden kan borgerne i Odense nu 24 timer i døgnet få svar på en masse spørgsmål til kommunen. Knud er den nye digitale serviceassistent, der på kommunens hjemmeside svarer på alt lige fra børnebidrag over kørekort til stadepladser.

Den nye digitale assistent skal gøre det nemmere og hurtigere for borgerne at få svar på en lang række spørgsmål om offentlige ydelser, som kommunen har ansvaret for. 

Odense Kommune får årligt en halv million telefonopkald, hvilket ofte giver borgerne en del ventetid i røret for at få et svar. Den ventetid kan borgerne nu ofte springe uden om ved at spørge Knud på hjemmesiden.

Digitale assistenter hjælper allerede i Århus og på Frederiksberg med betjeningen af borgerne, men er i disse kommuner af hunkøn. Odense Kommune har dog valgt at ansætte en mandlig assistent på 34 år med navnet Knud - og Knud oplyser til magasinet Danske Kommuner, at han dater den digitale kollega Betty fra Frederiksberg!

Kilde: Danske Kommuner

Se mere:
> Odense Kommunes hjemmeside - Borgerservice

Sidst opdateret 23/11 2006
IT- og Telestyrelsen