Sektion
Du er her: borger.itst.dk » Trends » Open source » OpenOffice

OpenOffice

En kontorpakke med de mest almindelige programmer til pc'en fås som open source i en dansk version.

Tekstbehandling, regneark og andre kontorprogrammer til pc'en kan fås som open source.

Under navnet OpenOffice igangsattes i 2000 et projekt til udvikling af en programpakke til kontorautomation baseret på open source. Den første udgave af OpenOffice blev udsendt i 2002 - også i en dansk version.

OpenOffice er er en kontorpakke til tekstbehandling, regneark, diagrammer, præsentationer, databaser, tegninger og websideredigering. Du kan frit hente, installere, bruge og kopiere OpenOffice, da kontorpakken udgives under en særlig open source-licens, LGPL.

OpenOffice er kompatibel med Microsoft Office og mange andre kontorprogrammer. Du kan indlæse et Word-dokument, Excel-regneark eller en Powerpoint-præsentation - uanset version af officepakken - i OpenOffice. Du kan ændre indholdet og gemme det i dokumentstandarden OpenDocument Format eller i det oprindelige format.

OpenOffice er ét af de største open source-projekter og har også en dansk gren af projektet: DA.OpenOffice.org. Den danske del af projektet går ud på at oversætte programmer, hjælpefiler og dokumentation til dansk.

OpenOffice kan bruges på både Windows og mange andre operativsystemer, blandt andet Linux, Unix og Mac.

Læs mere om OpenOffice på:
OpenOffice-projektets hjemmeside
Det danske OpenOffice-projekts hjemmeside.

Logo for - Brug lovlig software. Brug OpenOffice.org - OpenOffice - en fri og lovlig kontorpakke til din pc.

OpenDocument

Til at understøtte OpenOffice har standardiseringsorganisationen OASIS udviklet en åben standard kaldet OpenDocument Format (ODF). Den er baseret på XML og er leverandør­uafhængig.

OpenDocument kan bruges til følgende type af kontordokumenter samt skabeloner til samme:

  • Tekstbehandlingsdokumenter
  • Regneark
  • Præsentationer
  • Tegninger

Udviklingen af OpenDocument udspringer blandt andet af et ønske om at give den offentlige sektor mulighed for i fremtiden at vælge dokumentformater, der ikke er leverandørejede.

> Læs mere om ODF på dansk på OpenDocument.dk

Åbne formater i det offentlige

Fra 1. januar 2008 skal alle offentlige myndigheder modtage dokumenter i ODF-format og i formatet Office Open XML (OOXML), der er Microsoft's åbne dokumentformat. Det har Folketinget besluttet. Beslutningen indebærer ikke blot, at ODF og OXML blver obligatoriske standarder for det offentlige, men også, at løsninger indkøbt efter 1. januar 2008 skal understøtte mindst én af disse standarder og kunne modtage tekstbehandlingsdokumenter i begge formater.

Kravet om at kunne modtage dokumenter i ODF-format opfyldes af næsten alle offentlige myndigheder. En undersøgelse fra maj 2008 gennemført af It-politisk Forening viser, at 95% af de offentlige myndigheder er i stand til at åbne ODF-dokumenter.

Det offentlige har dog allerede haft ODF i brug. Som led i et forsøg med open source har fire ministerier siden efteråret 2006 offentliggjort nye publikationer og anden relevant ny skriftlig kommunikation i OpenDocument Format. IT- og Telestyrelsen har i efteråret 2007 gennemført en række pilotforsøg, der sammen med en omfattende videnindsamling danner baggrund for vejledning af myndighederne i brug af de åbne formater.

En undersøgelse lavet af Rambøll Management for Foreningen af Open Source Leverandører viser, at der kan være store besparelser at hente ved brug af open source i det offentlige. Rapporten konkluderer blandt andet, at der kan spares op til 125 mio. kr. ved at skifte fra Microsoft Office til kontorpakken OpenOffice og OpenDocument i centraladministrationen. Opgørelsen omfatter såvel etableringsomkostninger som driftsomkostninger over fem år.

> Læs mere om ODF i det offentlige på IT- og Telestyrelsens hjemmeside

> Hent Rambøll Managements rapport i pdf-format

Godkendt som standard

Open Document Format er blevet godkendt som standard af den internationale standardiseringsorganisation ISO. Office Open XML er blevet godkendt som standard af standardiseringsorganet ECMA og sendt til godkendelse hos ISO.

I forbindelse med ISO's behandling af ansøgningen om godkendelse af OOXML stemte Dansk Standard på Danmarks vegne i september 2007 i første omgang nej til en godkendelse med en række kommentarer. I marts 2008 ændrede Dansk Standard sin stemme til et ja, men vil den kommende tid nøje følge, om de danske kommentarer og forslag til ændringer indføjes i den nye ISO-standard.

Begge dokumentformater har været gennem en godkendelsesprocedure på godt et år. Godkendelsen som standarder betyder, at der foreligger adskillige tusinde siders dokumentation for hver af de to standarder, så udviklere har mulighed for at arbejde med formaterne i nye applikationer.

Læs mere:
> Dansk Standards oprindelige indstilling til ISO om OOXML
> Dansk Standards senere indstilling til ISO om OOXML

Sidst opdateret 17/08 2010
IT- og Telestyrelsen  
Ordforklaring