Åbne standarder
Åbne standarder og open source understøtter hinanden, men er ikke det samme.
Når der tales om open source software, hører du også tit begrebet åbne standarder - nogle gange brugt nærmest i flæng. De to begreber er da også beslægtede, men er ikke det samme!
Software er programmer, der afvikles på en computer, mens en standard er en beskrivelse af de retningslinjer, der er for de data, som computeren bruger.
Det betyder eksempelvis, at når du gemmer et dokument i dit tekstbehandlingsprogram, så følger indholdet i filen den standard, som programmet benytter sig af. Andre programmer, der understøtter denne standard, vil kunne læse dokumentet.
Åbne og lukkede standarder
En standard er helt åben, når standarden opfylder nogle krav. Den skal er frit tilgængelig for alle, fuldt dokumenteret og blive ved med at være det. Der er heller ingen der må eje standarden, der ofte varetages af en nonprofitorganisation som standardiseringsorganisationen ISO.
En lukket standard ejes derimod typisk af en virksomhed, der kan sætte begrænsninger på brugen af standarden, og dokumentationen er ikke nødvendigvis offentlig tilgængelig.
Åbne standarder kan gøre det nemmere at bruge et open source-program, fordi en lukket standard ofte vil medføre, at du bliver låst til et bestemt system. Den frit tilgængelige dokumentation på åbne standarder gør det også nemmere for udviklere af software at producere programmerne, fordi de ved, hvordan standarden fungerer.
Understøtter hinanden
Open source kan desuden medvirke til, at udviklingen af standarder foregår i åbenhed, så open source understøtter udviklingen af åbne standarder.
Omvendt er open source-software også med til at fremme brugen af åbne standarder, da programmerne ofte er med til at sikre, at udviklingen af standarden foregår i åbenhed.
Selv om de to begreber understøtter hinanden, kan open source software dog også understøtte lukkede standarder, ligesom leverandørejet software kan baseres på åbne standarder.
Åbne standarder i det offentlige
Den offentlige sektor skal på udvalgte områder bruge åbne standarder. Det vedtog et enigt Folketing den 2. juni 2006 med et beslutningsforslag om anvendelse af åbne standarder for software i det offentlige. Det er en strategisk målsætning om at skabe øget åbenhed, konkurrence, sammenhæng i den offentlige sektor og sikring af den enkelte borgers valgfrihed.
Regeringen skal sikre, at det offentliges brug af informationsteknologi baseres på åbne standarder, og at alle digitale informationer og data, som det offentlige udveksler med borgere, virksomheder og institutioner findes i formater baseret på åbne standarder.
Åbne standarder skal være grundlaget for det offentliges udvikling og indkøb af software med henblik på at fremme konkurrencen, hedder det i Folketingets beslutning.
Dette blev i oktober 2007 udmøntet i en aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner. I følge aftalen skal offentlige myndigheder fra d. 1. januar 2008 anvende syv sæt af åbne standarder i forbindelse med nye it-systemer, med mindre det giver ekstra omkostninger.
> Læs mere om Folketingets beslutning om åbne standarder i det offentlige på Folketingets hjemmeside.
> Læs tema på Videnskabsministeriets hjemmeside om åbne standarder
> Læs mere om åbne standarder på IT- og Telestyrelsens hjemmeside




English