Køb kaffe og frimærker med mobilen
Et forsøg giver studerende ved DTU mulighed for med mobiltelefonen at betale kaffe trukket i automat, og det tyske postvæsen sælger frimærker over mobilen.
Kaffetørstige studerende på Danmarks Tekniske Univsersitet (DTU) i Lyngby behøver ikke mere at have pungen og mønterne op af lommen for at trække en kop i kaffeautomaten. Med mobiltelefonen kan de nu betale for kaffe og andre varme drikke.
Et samarbejde mellem leverandøren af DTU's kaffeautomater og en teleleverandør har ført til udviklingen af et nyt betalingssystem til brug i kaffe- og snack-automater. Systemet går ud på, at kunden ringer op til et telefonnummer, hvor der automatisk oprettes en konto svarende til mobilnummeret. Kunden overfører så penge fra sit kreditkort til denne konto og kan på den måde betale for sine køb uden at bruge kontanter.
Systemet gør hverdagen nemmere for både dem, der gerne vil trække en kop kaffe og for dem, der skal administrere automaterne. Alle parter slippper for at håndtere og holde styr på mønter.
Mens betaling med mobiltelefon allerede har været udbredt i Japan i flere år, er det så småt ved at blive taget i brug på vore breddegrader. Parkeringsafgift kan en del steder betales med mobiltelefonen enten ved hjælp af kreditkort eller ved oprettelse af et abonnement. Buspassagerer på Fyn kan med mobiltelefonen købe en sms-billet og dermed slippe for kontanter og papirbilletter.
Det tyske postvæsen har netop åbnet mulighed for at købe frimærker over mobilen. Det gøres ved at sende en sms med ordet »brev« til et bestemt nummer, hvorefter Detusche Post sender en tolvcifret kode, som påføres brevet. Beløbet trækkes på mobilregningen, og brevet er frankeret.
Kilder: Version2 og ComOn
Læs mere:
> Deutsche Post om elektronisk køb af frimærker (på tysk)
- Seneste nyheder




English