Jag rotter på nettet
En digital selvbetjeningsløsning i Hillerød gør det nemmere for kommunens borgere at anmelde rotter.
Internettet gør nu livet sværere for rotterne i Hillerød. En ny digital selvbetjeningsløsning giver byens borgere mulighed for at melde, hvis de har fået rotter. Samtidigt får kommunen et bedre overblik over, hvor rotterne huserer.
Ligesom andre steder i landet er rotterne i fremmarch i Hillerød, og for at tage kampen op med rotterne har kommunen nu taget internettet i anvendelse som en nem og hurtig måde til anmeldelse af rotter.
Hidtil har rotteramte borgere skullet ringe til kommunen, som så sendte rottefængeren afsted. Nu kan borgerne henvende sig direkte til rottefængeren via kommunens hjemmeside og angive, hvis de har set en rotte.
Adressen skal indtastes ligesom det skal angives, om rotten er set indendørs eller udendørs. Efter afkrydsningen kommer der et kort frem på skærmen, for at sikre, at det er den rigtige adresse, der er blevet registreret.
Alle anmeldelser bliver gemt som kortdata. Enhver henvendelse bliver til en lille prik på et kort. På den måde kan kommunen nemmere få et overblik over, om nogle områder er hårdere angrebet af rotter end andre og derfor være ekstra opmærksom.
Selve sagsgangen bliver samtidigt mere effektiv, fordi en række led springes over - til gavn for både borgere og rottebekæmpere.




English