Chat og sms styrker unges venskaber
De unges store forbrug af de nye digitale teknologier fører ikke til isolation og asocial adfærd, men udvider kontakten til vennerne, viser international undersøgelse.
Mobiltelefon og pc er vigtige redskaber, når de unge kommunikerer med hinanden og dyrker vernskaber. Men den udbredte brug af de nye digitale teknologier betyder ikke, at de unge bliver isolerede eller asociale. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt unge mellem 14 og 24 år i Danmark og femten andre lande.
Med hjælp fra mobiltelefoner og internet blomstrer venskaber og sociale relationer mere end nogensinde blandt de 14-24-årige. Sådan lyder konklusionen i undersøgelsen, der har testet mange af myterne om unges stigende forbrug af teknologi. Undersøgelsen afkræfter den udbredte fordom om, at digitale medier som e-mail, sms og instant messaging gør ungdommen isoleret og asocial - og uden interesse for, hvad der foregår omkring dem.
Tværtimod bruger unge de nye medier til at gøre deres liv endnu mere selskabeligt. Hele 79% af danske unge lægger enten ikke mærke til teknologien eller har en rent pragmatisk holdning til den. De har i følge undersøgelsen ét dominerende behov: underholdning.
Mobilen og internettet er ganske enkelt populære, fordi disse teknologier gør det muligt at være i kontakt med vennerne døgnet rundt. Det er ikke teknikken i sig selv, der interesserer de unge, men indholdet og den praktiske anvendelse - muligheden for hele tiden at kunne snakke med vennerne og dele viden.
Kun 20% af deltagerne i undersøgelsen ville betegne sig selv som deciderede "Tech Lovers" med en egentlig interesse i det nyeste nye. Andre 14% anskaffer sig den nyeste gadget for at opnå status, mens 39% har et balanceret forhold til teknologien. De bruger den bare uden rigtig at bemærke den.
Specielt de unge i Danmark er meget lidt teknologifikserede. Kun 2% beskriver sig selv som "Tech Lovers", og størstedelen foretrækker stadig at hænge ud med deres venner ansigt til ansigt. Sms’er, mails og chat er især et supplement til den ægte vare og giver mulighed for at fortsætte kommunikationen med vennerne, når man ikke er sammen i skolen, på arbejdet, på besøg hos hinanden, i byen eller hvor, de unge ellers mødes.
Undersøgelsen dokumenterer, at unge i dag har flere venner, som de oftere kommunikerer med på et dybere plan end tidligere. Det skyldes, at de altid er tilgængelige, og at det er blevet nemmere at møde nye venner over nettet.
Af undersøgelsen fremgår det også, at der er ret store forskelle på, hvor meget unge i de forskellige lande benytter sig af virtuelle venskaber. Mens alle unge på tværs af grænser og kulturer i gennemsnit har fem til syv nære venner, ligger unge danskere helt i bund, hvad angår antallet af bekendte og særligt online venner.
Danskerne har faktisk mere end seks gange så få online venskaber som de allermest kammeratlige: brasilianerne. Brasilien kan dermed bryste sig af den mest sociale ungdom i verden med ikke mindre end 91 ’rigtige’ venner, bekendte og online venner.
Internettet bringer ikke alene en strøm af nye venner med sig. De unge bruger også Myspace, Facebook og Messenger som en ny måde at lære hinanden og sig selv bedre at kende. Mange usikre teenagere bruger sociale netværkssider til at eksperimentere med deres identitet og opbygge sociale kompetencer.
Her kan de flirte, afprøve holdninger, teste et nyt image og udtrykke store følelser på en mere uforpligtende måde, end når de er ansigt til ansigt med andre. Ud over at udvikle sin egen personlighed mener 53% af alle unge verden over også, at de lærer deres venner bedre at kende på grund af teknologien. De kan eksempelvis tale om flere ting, når de chatter over instant messaging.
I øvrigt viser undersøgelsen, at de unge ikke helt har droppet de gammeldags medier, når de blandt andet skal orientere sig om ny musik. De ser stadig tv, hører radio og læser trykte magasiner - blot lidt mindre end tidligere og kombineret med et stort forbrug af de nye digitale teknologier.
Undersøgelsen med titlen Circuits of Cool er gennemført af MTV Youth Lab på baggrund af 240 kvantitative interviews og besvarelser fra 18.000 unge i alderen 14-24 år fra 16 forskellige lande i hele verden lige fra Danmark til Brasilien, Indien og Kina. Undersøgelsen blev offentliggjort i juli 2007 i USA og præsenteret i Danmark i januar 2008.
Læs mere:
> Pressemeddelelse fra MTV m.fl. om Circuits of Cool
- Seneste nyheder




English