Sektion
Du er her: borger.itst.dk » Trends » Nyheder » Bedre og billig offentlig service med sms

Bedre og billig offentlig service med sms

Den nye it-verden 31.05.2007

Øget brug af sms kan både effektivisere den offentlige sektor og give borgerne en bedre betjening.

Brugen af sms er eksploderet på få år. Nu skal den offentlige sektor i meget større omfang også til at bruge sms i kommunikationen med borgerne. Det lægges der op til i en rapport fra konsulentfirmaet Rambøll Management, og borgerne vil åbenbart gerne sms'e med det offentlige, viser en undersøgelse fra Telia.

Rapporten fra Rambøll er lavet for Styregruppen for Tværoffentligt Samarbejde og Den Digitale Taskforce. Den peger blandt andet på, at en landsdækkende sms-løsning for den offentlige sektor vil kunne bidrage til, at patienter i langt mindre grad udebliver fra hospitalsbehandlinger og lægebesøg, fordi de har glemt aftalen.

På samme måde vil for eksempel biblioteker kunne sikre, at lånerne husker at aflevere bøgerne til tiden eller får besked om, at den bestilte bog kan hentes på biblioteket. Nogle biblioteker bruger allerede den slags løsninger; men der er mange flere muligheder for effektivisering og bedre offentlig service, hedder det i rapporten, som foreslår etablering af en fælles løsning kaldet NemSMS.

Rapporten vurderer, at potentialerne ved NemSMS i første omgang er størst på sundhedsområdet. Alene på området for ambulante behandlinger vurderer Rambøll Management, at det vil være muligt at nedbringe antallet af udeblivelser med op til 30% ved en fuldt udrullet sms-løsning.

Årligt glemmer 213.000 danskere at møde frem til behandling, og dette tal vil efter Rambølls beregninger kunne reduceres med mellem 32.000 og 53.000 ved indførelse af NemSMS. Hospitalerne vil på den måde kunne spare mellem 38 og 133 millioner kr. Etableringsomkostningerne anslås til at være højest 2,2 millioner kr. og den årlige driftsudgift på højest 2,4 millioner kr.  

Andre områder med store potentialer er forsyningsområdet, undervisningsområdet, beskæftigelsesområdet, socialområdet og integrationsområdet.

Rapporten konkluderer, at der ikke er væsentlige tekniske eller økonomiske barrierer for etableringen af en national NemSMS-løsning. De samlede omkostninger til integration med NemSMS vil være beskedne hos myndigheder, der i forvejen registrerer aftaler digitalt, som eksempelvis sygehusenes elektroniske bookingsystemer.

Juridisk skulle der heller ikke være forhindringer, hvis blot tilmeldingen til NemSMS sker med digital signatur, og indholdet af den enkelte sms-besked ikke indeholder personfølsomme oplysninger.

Den væsentligste barriere for projektet er i følge rapporten at få tilstrækkeligt mange borgere og virksomheder til at tilmelde sig; men den barriere er måske endda ikke så stor.

En undersøgelse lavet af Telia Danmark viser, at knap halvdelen af danskerne gerne vil have sms'er fra børnehaven eller skolen om for eksempel fridage og udflugter.

Over halvdelen af de 1000 medvirkende i undersøgelsen vil gerne kunne bestille lægebesøg eller få påmindelser via sms, mens hver tredje gerne modtager prøvesvar som sms, hvis det ikke er besked om at lide af en sygdom. Også en en tredjedel af de adspurgte ønsker at få mulighed for at have kontakt via sms med personalet på det plejehjem, hvor en slægtning bor. Også på andre områder vil borgerne gerne have en sms fra det offentlige - lige fra information om vejarbejde til pollental.   

En forudsætning for at få borgerne til at bruge NemSMS er i følge Rambølls rapport, at der er et tilstrækkeligt stort antal myndigheder, som tilbyder borgerne kommunikation via sms. Desuden skal det være nemt at tilmelde sig. Sms skal dog ikke være en erstatning for, men et supplement til andre former for kommunikation mellem det offentlige og borgerne.

I flere andre lande har myndighederne lavet pilotprojekter med sms i sundhedssektoren. Det er bl.a. sket i England, Norge og Sverige - og tilbagemeldingerne er lovende, skriver ugebrevet Mandag Morgen (d. 29. maj 2007).  I følge Mandag Morgen har engelske forsøg vist, at sms-påmindelser kan nedbringe antallet af udeblivelser til hospitaler og praktiserende læger med 30 til 50%.

Sms bruges af mange private virksomheder inden for mange brancher lige fra frisører over tandlæger til renovationsfirmaer. Brugen af sms er steget stærkt de seneste år og nåede i 2006 op på 5,2 milliarder.

Læs mere:
> Rapport fra Rambøll Management: Potentialevurdering af NemSMS
> Pressemeddelelse fra Telia Danmark

Sidst opdateret 31/05 2007
IT- og Telestyrelsen  
Læs også
Ordforklaring
Nyheder inden for
Nyheder til din mailboks eller browser
Her kan du abonnere på It-borgers nyhedsbrev til din mailboks eller RSS-feeds til din browser.
Bestil abonnement