Browsere
Der findes flere slags webbrowsere med stadig flere funktioner til at hjælpe dig, når du arbejder på internettet.
For at du kan arbejde på internettet, skal du på din pc have et program, der kan hente og vise sider fra webservere rundt om i hele verden. Et sådant program kaldes en webbrowser eller som regel bare en browser. Det er en afledning af det engelske ord to browse, der blandt andet kan betyde at blade rundt i, kikke lidt her og der i en bog.
Med browseren kan du søge og navigere rundt på internettet, læse og udskrive dokumenter, indlægge bogmærker og mange andre ting, fx abonnere på RSS-feeds og høre podcasts.
Udviklerne af browsere forsøger hele tiden at gøre dem stadig mere brugervenlige og gøre de enkelte opgaver så nemme at udføre som muligt, fx ved automatisk at fuldføre webadresser, så du kun behøver at skrive de første bogstaver i adressen.
De fleste browsere bruger http-protokollen, men mange understøtter også andre protokoller som eksempelvis FTP, Gopher og en særlig sikker udgave af http kaldet https.
Du kan læse mere om browsere og deres funktion på Wikipedia.
Den første browser
Den første browser blev udviklet samtidigt med fremkomsten af World Wide Web - den grafiske udformning af internettet. Den blev udviklet i 1992 af National Center for Supercomputing (NCSA) i USA og fik navnet Mosaic. Som noget helt nyt gjorde Mosaic det muligt at få præsenteret billeder og grafik sammen med teksten. Samtidig var Mosaic nem at installere på pc’en.
Indtil da havde internettet været rent tekstbaseret, og til at navigere rundt og finde informationer på nettet havde man benyttet særlige programmer, der både kunne være svære at installere og anvende.
Mosaic spillede derfor en vigtig rolle i udbredelsen af internettet til andre end en snæver kreds af forskere, studerende og it-folk.
NCSA ophørte med videreudvikling og support af Mosaic i 1997, hvor der i mellemtiden var kommet en række andre browsere på markedet.
Stort udvalg af browsere
I dag er der en hel del forskellige browsere at vælge imellem på markedet. Enkelte af dem er meget udbredt, men de fleste er ret specialiserede og bruges stort set ikke af almindelige internetbrugere; nogle af de specialiserede browsere udvikles dog fortsat. Andre udvikles ikke længere, men er dog fortsat tilgængelige ligesom den oprindelige Mosaic stadig er.
En liste over en lang række browsere og deres funktioner kan findes på den engelske udgave af Wikipedia sammen med en månedlig opdateret liste over de forskellige browseres markedsandele.
Du kan finde en oversigt over, hvornår versionerne af de mest udbredte browsere blev frigivet på hjemmesiden Browser History.




English